Efterårsferie: 9 tips til at løse problemer på rejsen

Er du en af de heldige danskere, der skal ud at rejse i efterårsferien? Så har Forbruger Europa samlet 9 ferietips, der kan bruges til at forbygge eller håndtere de situationer, der kan give problemer på rejsen i Europa. Vores hotline besvarer også gerne spørgsmål via e-mail, chat og telefon.

1. LEJE AF FERIEBOLIG

Der er ingen lovgivning for, hvad der skal stå i en lejeaftale. Læs derfor kontraktvilkårene grundigt, inden du underskriver og find ud af præcis, hvad der er inkluderet i prisen, og hvad der ikke er.

Klag straks til udlejer, hvis boligen ikke er som aftalt, eller der undervejs opstår problemer. Udlejer skal have mulighed for at løse problemet, så det ikke ødelægger hele ferien.

2. UTILFREDS MED HOTELLET

Du har ingen lovbestemt fortrydelsesret, når du booker et hotel. Læs derfor kontraktvilkårene omhyggeligt, især hvad der sker, hvis du har brug for at afbestille.

Hvis hotellet ikke er som lovet i materialet fra rejsearrangøren, så kan der være tale om en mangel, og du kan have krav fx på et nedslag i prisen.

Klag straks til hotellet og rejsearrangøren, hvis hotellet ikke er som forventet. Sælgeren har ret til at prøve at rette op på eventuelle mangler, så ulempen bliver så lille som muligt for dig.

3. FORSINKET FLY

Hvis flyet er forsinket mere end to timer, har du i nogle tilfælde ret til mad og drikke i ventetiden. Du kan også have ret til kompensation fra flyselskabet, hvis du ankommer mere end tre timer forsinket til destinationen. I tilfælde af forsinkelse til næste dag, skal flyselskabet tilbyde dig overnatning på hotel, og er forsinkelsen på mere end fem timer, skal du tilbydes en tilbagebetaling af billetten.

4. MISTET BAGAGE

Find en repræsentant for flyselskabet i lufthavnen, hvis din bagage ikke er ankommet til destinationen. Anmeld problemet ved at udfylde en PIR ( Property Irregularity Report ). Du har ret til at købe fornødenheder, fx tandbørste og undertøj.

Hvis bagagen slet ikke når frem, og du er nødt til at foretage erstatningskøb, bør du begrænse udgifterne, da det højeste beløb du kan få erstattet er omkring 10.000 kr. pr. person. Beløbet afhænger af hvor længe din bagage er forsinket, og hvor du er rejst til. Tjek i øvrigt om du er dækket gennem din rejseforsikring.

5. BETAL MED KREDITKORT

Betal altid med et kreditkort, når du booker online. Det giver mulighed for, at du efterfølgende kan få din bank til at føre pengene tilbage, hvis sælger ikke leverer ydelsen som aftalt.

6. BILLEJE

Sæt dig ind i biludlejningsfirmaets regler og vilkår. Undersøg på forhånd, hvordan du allerede er dækket, da udlejningsfirmaet ofte vil forsøge at sælge dig ekstra forsikringer. Det er dit eget ansvar at sikre, du har de nødvendige forsikringer.

Gem en kopi af de dokumenter, du skriver under på. Sørg for at dokumentere bilens stand ved afhentning og aflevering. Nogle biludlejningsfirmaer kræver, at du betaler med et internationalt kreditkort, så de kan reservere et beløb på kortet, og du kan faktisk blive pålagt ekstra omkostninger ved kun at medbringe Visa/Dankort.

7. PAS PÅ ULOVLIGE KOPIVARER

Reglerne for at købe og besidde kopivarer varierer i de forskellige europæiske lande. Find ud af, hvad der er gældende i det land, du rejser til. I Italien er kopivarer fx ulovlige og forbrugere, der er i besiddelse af kopivarer, kan idømmes bøder på flere tusind euro.

8. UNDERSKRIV IKKE LÆNGERVARENDE KONTRAKTER

Hvis du bliver tilbudt en timeshare aftale eller et medlemskab af en rejseklub, så vent med at underskrive kontrakten. Tag hjem og overvej, om det er et ferieprodukt, der passer dig, for det kan være vanskeligt at komme ud af kontrakten, når den først er underskrevet. Lidt research og prissammenligning på nettet kan gøre det klart, om aftalen i virkeligheden er fordelagtig.

9. SØG HJÆLP OG VEJLEDNING

Hvis problemer på rejsen ikke blev løst undervejs, eller sælgeren afviste din klage, så kan du forsøge at indbringe sagen for et dansk klagenævn eller Forbruger Europa efter hjemkomst.

For at kunne få behandlet sagen, skal du kunne dokumentere, at du selv har forsøgt at løse problemet med sælgeren. Det betyder, at har du købt din rejse hos et rejsebureau, skal du selv klage til rejsebureauet. Har du købt rejsen af et dealsite, kan du selv klage til dealsitet. Har du lejet bil hos en biludlejer, skal du selv klage til udlejningsfirmaet.

Forbruger Europa kan hjælpe i konkrete klagesager mod erhvervsdrivende i EU, og vi kan henvise til andre relevante klagenævn. Hvis du har spørgsmål, kan du sende os en e-mail på info@forbrugereuropa.dk, ringe på telefon 41 71 52 00 på hverdage kl. 10-12 eller chatte med os på www.forbrugereuropa.dk

HVAD ER FORBRUGER EUROPA?

Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

PRESSEKONTAKT

Journalister kan kontakte Stine Sofie Mathisen på telefon 41 71 52 63 eller mail stma@forbrugereuropa.dk

Kunne du bruge siden?