Nyheder

Ekstraordinære Brexit-hotlines skal hjælpe forbrugere og borgere

Er du en af de mange danskere, som ind imellem shopper i britiske webshops eller rejser til Storbritannien? Læs her om de ekstraordinære Brexit-hotlines, herunder Forbruger Europas, som åbnes i en periode for at hjælpe forbrugere og borgere med vejledning vedrørende Brexits betydning.

Har du spørgsmål om dine forbrugerrettigheder i forbindelse med Brexit, kan du kontakte Forbruger Europa. Det kan fx være spørgsmål om reklamation, fortrydelsesret, passagerrettigheder når du rejser til og fra Storbritannien, eller spørgsmål til en igangværende sag mod en britisk virksomhed.

Forbruger Europas Brexit-hotline

Brexit-hotlinen er åben i følgende tidsrum på tlf. 41715122:

  • Fra den 28. december til og med den 30. december 2020 samt fra 4. januar til og med 8. januar 2021 fra kl. 09.00-16.00
  • Fra den 31. december 2020 til og med den 3. januar 2021 fra kl. 10.00-14.00

Du er desuden altid velkommen til at ringe til Forbruger Europas almindelige hotline, som har åbent alle hverdage fra 13-15 på tlf. 41715200 eller sende os et spørgsmål via vores kontaktformular. 

Kontakt Forbruger Europa her.

Har du en åben sag hos Forbruger Europa mod en britisk virksomhed?

Har du en igangværende, konkret sag mod en britisk virksomhed hos Forbruger Europa, vil den teknisk set blive lukket efter nytår, medmindre der laves en aftale, da vores britiske kontor ikke længere vil have adgang til det fælles sagsbehandlingssystem.

Det britiske kontor forventes dog at fortsætte, og vi vil videreføre sagsbehandlingen i så vidt omfang som muligt via andre kanaler. Du er derfor stadig velkommen til at henvende dig til os med spørgsmål om dine rettigheder i forbindelse med Brexit og sager mod britiske virksomheder.

Har du en åben sag på ODR-platformen mod en britisk erhvervsdrivende?

Hvis du har en åben sag på ODR-platformen mod en britisk erhvervsdrivende, vil denne blive lukket såfremt der ikke laves en aftale. Det er vigtigt at du eksporterer din sag inden nytår, da du fremover ikke længere vil kunne tilgå sagen.

Læs mere om ODR-platformen på denne side. 

Spørgsmål om told eller moms?

Du kan læse om told eller moms i forbindelse med Brexit på skat.dk, herunder hvilke regler der gælder ved årsskiftet 2020/2021. Du kan også kontakte Toldstyrelsen, og du finder kontaktinformationerne for deres Brexit-hotline her.

Generelle spørgsmål eller tvivl om, hvor du skal henvende dig? 

Hvis der ikke nås en aftale mellem EU og UK inden årsskiftet, kan du kontakte Udenrigsministeriets Brexit-hotline, hvor du kan få svar på generelle spørgsmål om Brexit eller spørgsmål om, hvor du skal henvende dig og søge nærmere information. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.