Køb af varer og ydelser
Køb af koncert- og eventbilletter på nettet
Når du køber billetter til koncerter og events, har du en række rettigheder i tilfælde af aflysning eller ændring af dato. Du har også rettigheder, hvis et event er en del af en pakkerejse.
Du har ikke fortrydelsesret ved køb af billetter på nettet, fx til koncerter eller sportsarrangementer, medmindre virksomheden har lovet dig en fortrydelsesret. Der er heller ingen lovbestemt fortrydelsesret, når du køber billetter i butikker eller hos et billetbureau på gaden. Du vil derfor være bundet af købsaſtalen, og du er forpligtet til at betale for de billetter, du har bestilt, selv hvis du bliver forhindret i at benytte dem.
Hvis sælgeren har lovet dig en fortrydelsesret eller returret, kan du bruge den. Du skal dog være opmærksom på, at sælgeren muligvis forlanger et gebyr for at lade dig fortryde købet.
Rettigheder ved aflysning eller ændring af dato
Hvis arrangementet, du har billetter til, fx bliver aflyst, eller datoen ændres, kan du i nogle tilfælde have ret til at få dine penge tilbage for billetterne (vær dog opmærksom på, at du oſte ikke får tilbagebetalt et eventuelt gebyr). Det afhænger dog af, om forhandleren har taget et gyldigt forbehold.
Normalt orienterer forhandleren eller arrangøren, hvis et arrangement aflyses eller ændres, men du skal selv kontakte arrangøren for at finde en løsning, hvis du fx er forhindret i at deltage i arrangementet på den nye dato. Her kan det også have betydning, hvor langt ud i fremtiden, arrangementet rykkes til.
Køb og salg af billetter mellem private
Det er en god idé at være påpasselig ved køb af billetter af privatpersoner.
Hvis du gerne vil købe en billet af en anden privatperson, tilbyder nogle billetudbydere, at du via deres system kan få dit navn knyttet til billetten. Det kan være din garanti for, at sælgeren ikke har solgt billetten til flere eller selv benytter billetten.
Hvis du gerne selv vil videresælge en billet, skal du vide, at det i Danmark er ulovligt for privatpersoner at videresælge billetter til en højere pris end den, man selv har betalt. Du kan ligeledes overveje at bruge billetudbyderens system til dit videresalg, hvis dette er en mulighed.
Dine rettigheder, når billetten er en del af en pakkerejse
Når du køber en pakkerejse, har du en række rettigheder, fx hvis rejsen ændres, har mangler, eller du fortryder købet – det gælder også billetter til arrangementer, som fx koncerter eller sportsbegivenheder, der indgår i pakkerejsen.
Det er rejsearrangøren, der er ansvarlig for alle rejseydelser i pakkerejsen, og dine rettigheder vil som udgangspunkt være de samme, uanset om du køber pakkerejsen i Danmark eller et andet EU-land samt Island, Norge og Storbritannien.
Hvis du er utilfreds med en ændring i pakkerejsen, eller du oplever mangler på din rejse, skal du hurtigst muligt klage skriftligt til rejsearrangøren. Rejsearrangøren er den, som har sendt dig ordrebekræftelsen. Hvis du ringer til rejsearrangøren, fx efter du har sendt din skriftlige klage, bør du bede rejsearrangøren om at sende en mail med bekræftelse af det, I har aftalt, så du har dokumentation.
Læs mere om dine rettigheder ved køb af pakkerejser.
Hjælp til klage over rejsearrangører i andre lande
Har du købt pakkerejsen hos en rejsearrangør i et andet EU-land, Island, Norge eller Storbritannien, og I ikke kan finde en løsning, kan du få gratis rådgivning og hjælp til at oprette en klage hos Forbruger Europa. Du skal først selv klage til rejsearrangøren, før Forbruger Europa kan hjælpe og eventuelt gå ind i sagen.
Ofte stillede spørgsmål om fortrydelse ved køb af billetter på nettet
Koncerter kan blive aflyst af flere forskellige årsager, fx dårligt vejr eller sygdom. Som regel vil arrangøren af koncerten have taget forbehold for, at den kan blive aflyst eller afbrudt.
Når koncerten bliver aflyst, vil du normalt have ret til at få pengene tilbage for billetten eller eventuelt få billet til en anden dag, hvis koncertdatoen flyttes.
Vær opmærksom på, at du typisk ikke har krav på at få tilbagebetalt et eventuelt ekspeditionsgebyr, hvis koncerten bliver aflyst.
Gode råd
- Henvend dig til koncertarrangøren og kræv dine penge tilbage straks efter, koncerten er blevet aflyst.
- Det kan ikke udelukkes, at billetformidleren - den hjemmeside, du har købt billetten gennem - kan have et ansvar. Derfor er det en god idé at tjekke aftalevilkårene.
- Hvis du ikke kan komme igennem med dit krav, og arrangøren er fra et andet EU-land, Norge eller Island, kan du kontakte Forbruger Europa. Hvis koncertarrangøren er dansk, kan du henvende dig til Nævnenes Hus.
Hvis du ikke modtager dine billetter som aftalt, skal du straks rykke sælgeren. Det er en god idé at gøre det skriftligt, så du kan bevise, at du har klaget.
Hvis du har betalt med betalingskort, og du ikke modtager billetterne inden arrangementet, kan du kontakte banken og få dem til at tilbageføre det betalte beløb (cashback). Du skal kontakte din bank hurtigst muligt - hvis du venter, kan du risikere, at banken ikke kan eller vil hjælpe dig.
Har du betalt på anden måde, for eksempel ved bankoverførsel, kan banken ikke trække dine penge tilbage. Hvis du har klaget til sælgeren, og denne ikke vil tilbagebetale købesummen, kan du klage til Forbruger Europa, hvis du har købt billetterne hos en EU-sælger.
Hvad enten du køber billetter til kulturelle eller sportslige arrangementer, så køb altid hos de officielle billetbureauer, hvor du er bedre beskyttet imod eventuelle forfalskninger, manglende levering og overpriser. I nogle lande i EU, fx Holland, er det ikke ulovligt at videresælge billetter for mere end den oprindelige pris.
Gode råd
- Brug betalingskort ved betaling for billetten.
- Køb kun billetter til kulturelle og sportslige arrangementer hos de officielle billetbureauer.
- Klag straks til sælger, hvis du ikke modtager billetten.
- Hvis du ikke får svar på din klage, og du ikke modtager din billet, kan du bede banken om at tilbageføre det betalte beløb (cashback).
Køb af billetter til kulturelle arrangementer, blandt andet koncerter, er undtaget fra den lovbestemte fortrydelsesret på 14 dage. Du vil derfor være bundet af aftalen, og du er forpligtet til at betale for de billetter, du har bestilt, selvom du bliver forhindret i at benytte dem.
Der er heller ingen lovbestemt returret, når du køber billetter i fysiske butikker eller hos et billetbureau på gaden. Hvis sælgeren har lovet dig en returret, kan du bruge den. Du skal dog være opmærksom på, at sælgeren muligvis forlanger et gebyr for at lade dig fortryde købet.
Gode råd
- Tjek, at du modtager en ordrebekræftelse på din bestilling, inden du genbestiller. Der kan af og til gå adskillige timer, inden du modtager en ordrebekræftelse.
- Kontakt sælgeren, hvis du er i tvivl om, hvorvidt din bestilling er gennemført.
Du må gerne videresælge din billet, men i Danmark må du kun sælge den til den pris, som er trykt på billetten plus det gebyr, som der eventuelt er betalt til den officielle billetudsteder.
Har du vundet en gratis billet, må du ikke videresælge billetten, men du må gerne give den bort.
Der kan gælde andre regler i de øvrige EU-lande. Fx er der i Sverige ingen regler om salg af billetter til overpris.
Gode råd
- Undersøg reglerne i det land, hvor du vil sætte billetten til salg, fx ved at læse aftalebetingelserne.
- Spørg sælgeren, hvis du er i tvivl.
Nogle billetbureauer har gjort det til en forretning at indkøbe billetter til koncerter og andre kulturelle arrangementer hos de officielle billetbureauer for derefter at videresælge billetterne til en højere pris.
I Danmark er denne fremgangsmåde ulovlig. Her må billetter til kulturelle arrangementer kun videresælges til højst den pris, koncertarrangøren har udbudt dem til plus det formidlingsgebyr, der eventuelt er betalt til det officielle billetbureau.
Der er dog ingen fælles EU-regler om dette, og i nogle EU-lande er der slet ingen regler om salg af billetter til overpris, og sælgeren må derfor godt sælge billetter til en højere pris end den, der er påtrykt billetten. Sælgeren har heller ikke nødvendigvis pligt til at oplyse om, at billetten sælges til overpris.
Hvis billetsalg til overpris ikke er forbudt i sælgers hjemland, vil du som udgangspunkt være bundet af din bestilling, da der normalt ikke er fortrydelsesret ved køb af billetter til kulturelle arrangementer.
Du er derfor bedst sikret, hvis du køber billetter hos officielle billetudbydere.
Gode råd
- Køb kun billetter hos officielle billetudbydere.
- Inden du køber, så spørg sælgeren, om du betaler den officielle billetpris.
- Brug betalingskort ved betaling af billetten. Hvis du ikke modtager billetten og har klaget uden resultat, kan du bede banken om at tilbageføre det betalte beløb.
Lovgrundlag: Rettigheder ved køb af billetter til events og oplevelser
Forbrugerrettighedsdirektivet art. 16 (Ikke fortrydelsesret på billetkøb)
Lov om videresalg af billetter § 1 (Ulovligt at videresælge til overpris i Danmark)