Skip navigation

Hvad skal jeg se efter, når jeg køber flybilletter på nettet?

Spørgsmål / Svar

19. juni 2013

Der er stor prisforskel på flybilletter, og det er en god ide at sammenligne priserne hos forskellige flyselskaber. Du bør også sikre dig, at prisen er inklusive alle skatter og afgifter.

Der kan være stor prisforskel på flybilletter hos de forskellige flyselskaber og rejsebureauer. Det er derfor en god ide at sammenligne priserne, inden du bestiller.

Sælgeren har pligt til at oplyse den fulde pris inklusive skatter, afgifter og andre gebyrer på en klar og tydelig måde.

Vær opmærksom på at der kan være begrænsninger ved køb af billige billetter. Måske kan du ikke ændre eller afbestille billetten, og måske skal du betale for forskellige services. Læs derfor altid aftalevilkårene godt igennem inden køb.

Tjekliste

  • Læs aftalevilkårene godt igennem inden bestilling
  • Tjek at prisen er inklusive alle afgifter og gebyrer
  • Sammenlign priserne inden du køber

Sidst opdateret: 19. juni 2013

Uddybende spørgsmål fra andre brugere:

Spørgsmål

af Anna d. 29. marts 2019 kl. 13:36

Jeg har købt to flybilletter direkte hos flyselskabet. Jeg tjekker bagage reglerne, der står at vi må have 23kg med hver. Hvad vi ikke opdagede, da det var omtalt ved bagage reglerne, var at ved flere distinationer var bagage ikke inkluderet. Ydermere stod der en pris på booking men en billigere pris på selve billletten. Burde det ikke stå tydeligt at ved flere distinationer er garage ikke ikke inkluderet? Er det lovligt at skrive en pris på booking og en anden pris på selve billetten?

Svar

af Anette d. 01. april 2019 kl. 10:38

100 %

Særlige vilkår skal oplyses tydeligt

Hvis du køber flybilletter med flere mellemlandinger direkte hos flyselskabet, og det ikke er de samme bagageregler, der gælder for hver enkelt del af rejsen, bør det være tydeligt fremhævet, at der gælder forskellige regler, så du bliver gjort opmærksom på dette og kan handle derefter.

Den pris, som oplyses ved booking, bør også være den pris, som du ender med at betale samlet set. Ud fra din beskrivelse, fremgår det ikke, om du har foretaget tilkøb til flybilletten fx i form af en rejseforsikring eller lign. Sådan et beløb fremgår ikke nødvendigvis af selve billetten, men bør altid fremgå af din bookingbekræftelse.

Såfremt der er uoverensstemmelse, bør du straks klage skriftligt til flyselskabet. Finder I ikke frem til en fælles løsning, kan du oprette en klage hos Forbruger Europa, forudsat, at flyselskabet er registreret i Island, Norge eller et andet EU-land end Danmark.

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Helle Kjærgaard d. 07. november 2016 kl. 15:23

Hej I skriver flere steder, at det er et krav, at billetten er købt som en samlet billet, hvis man skal have krav på ombookning ved forsinkelse. Hvad vil det sige at købe én samlet billet?

Svar

af Christel d. 10. november 2016 kl. 10:17

100 %
En samlet billet

'En samlet billet' vil sige, at hele rejsen med alle de forskellige fly og mellemlandinger er købt på samme billet og billetnummer.

  • Sammensætter man fx selv en flyrejse og køber forskellige strækninger separat eller af forskellig omgange, så er de ikke på samme billet.
  • Nogle billetportaler sælger billetter, hvor hver del af rejsen er på sin egen billet, selvom man har søgt på en fuld rejse.

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Torben Enevoldsen d. 02. april 2016 kl. 20:51

Hej. Vi har købt flybiletter til Miami til sommer. Vi har selv booket på momondo. Vi flyver til Hamborg via helsingfors hvor vi skal vente en time. Mit spørgsmål er hvis vi ikke når flyet fra helsingfors til miami på grund af eventuel forsinkelse hvad gør vi så? Med venlig hilsen Torben

Svar

af Christel d. 06. april 2016 kl. 00:00

100 %

Kort mellemlanding
Bliver I forsinket, så I ikke når jeres næste fly, så har I krav på at blive ombooket til næste ledig afgang mod jeres destination.

  • Det er et krav for, at I kan blive ombooket, at billetterne er købt som én samlet billet
  • Det er flyselskabet som forsinkes, der skal ombooke jer. 
  • Læs mere om dine rettigheder ved at miste et planlagt forbindelsesfly her

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Karolina d. 08. december 2015 kl. 14:53

Hej. Jeg og min kæreste er i gang med at købe flybilletter på momondo.dk, der finder vi en passende afgang og pris til Thailand og går herfra videre til en hjemmeside som udbyder flybilletterne (Tripair.com). Jeg køber flybilletterne, indtaster kortoplysninger og får tilsendt en ordrebekræftelse og reservationsnummer på e-mail. Ca. 3h efter købet, får vi en sms og e-mail fra dem, at købet er annulleret pga. en teknisk fejl. Vi står nu uden nogen billetter og kan heller ikke købe en ny billet da prisen pudsigt nok er steget en del. Vi kontakter selvfølgelig firmaet angående dette, de svarer, at de kan tilbyde et tilgodebevis på 20euro pr. person. Jeg er ikke interesseret i at få 150kr fra dem, jeg er interesseret i at komme til Thailand for den pris jeg oprindeligt købte for. Hvad gør jeg nu?

Svar

af Tobias d. 10. december 2015 kl. 11:33

100 %

Sælgers ret til at annullere køb

Har du købt flybilletter på og modtaget ordrebekræftelse og reservationsnummer fra sælger, er der indgået en bindende aftale. Hvis sælger har taget et forbehold inden aftaleindgåelsen vedrørende prisfejl, kan dette være gældende. Du bør derfor gøre følgende:

  • Læs aftalebetingelserne igennem
  • Klag til sælger og kræv billetterne til den oprindelige pris. Hvis sælger afviser dette, kan du også overveje at købe nye flybilletter og kræve prisdifferencen af sælger. Du bør kun købe sammenlignelige flybilletter
  • Afviser sælger dit krav, kan du klage til Forbruger Europa, hvis sælger er placeret inden for EU, Norge eller Island

Fandt du svaret nyttigt

Stil et uddybende spørgsmål til emnet: Hvad skal jeg se efter, når jeg køber flybilletter på nettet?

Læs artiklen og skriv dit uddybende spørgsmål. Skriv så kort, som du kan. Dit spørgsmål bliver vist her på siden.

Når du kontakter Forbruger Europa for at få svar på et spørgsmål, skal du være opmærksom på, at vi registrerer dine oplysninger. Vi opfordrer dig til at læse privatlivspolitikken om dine rettigheder.

For at undgå spam fra robotter, må vi bede dig svare på et enkelt spørgsmål(Skriv svaret med tal):

Vi bestræber os på at svare på dit spørgsmål indenfor 3 hverdage. Du modtager en mail, når der kommer svar.

Kunne du bruge siden?