Du har ingen lovbestemt fortrydelsesret på flybilletter. Du kan derfor ikke forvente at få tilbagebetalt billetprisen, når du ikke bruger din flybillet, medmindre det fremgår af aftalebetingelserne.
Nogle skatter og afgifter bliver kun opkrævet, hvis du bruger flybilletten, og dem har du ret til at få tilbagebetalt. Der er typisk tale om skatter og afgifter til staten og lufthavnen.
Det fremgår ikke altid tydeligt af flybilletten, hvor meget af totalprisen, der er skatter og afgifter, og hvor meget, du har krav på at få tilbage.
Når du henvender dig, skal sælgeren oplyse beløbet på de skatter og afgifter, der ikke er blevet udløst og dermed kan betales tilbage.
Du skal være opmærksom på, at sælgeren har ret til at opkræve et gebyr på 100 kr. pr. flybillet, når du skal have skatter og afgifter tilbage.
Brug vores beregner flyregler.dk til at finde ud af, hvad du har krav på som flypassager, hvis dit fly er aflyst.