Skip navigation

Må biludlejeren hæve penge fra mit kreditkort til en skade efter aflevering af bilen?

Spørgsmål / Svar

26. marts 2013

Biludlejeren må kun hæve mindre beløb, hvis det er aftalt i lejekontrakten. Større beløb skal godkendes af dig inden de hæves. Desuden skal udlejeren kunne bevise, at du er ansvarlig for skaden.

En udlejer må kun trække et større beløb fra dit kreditkort til udbedring af skader, hvis I har aftalt det. Det bør fremgå af lejekontrakten, hvordan proceduren omkring aflevering af bilen foregår, og hvordan du efterfølgende kan blive opkrævet beløb for skader på bilen.

Hvis du ved, at det ikke er dig, som har lavet en skade på bilen, må du klage skriftligt til udlejeren. Udlejeren skal så bevise, at du er skyld i skaden.

Har du betalt med kreditkort og kan dokumentere, at opkrævningen for en skade er uberettiget, kan du kontakte din bank og bede banken om at tilbageføre det beløbet.

Aflevering uden for åbningstid

Mange steder er det muligt at aflevere lejebilen uden for udlejerens åbningstider. Det kan være en smart og fleksibel løsning. Du bør dog være opmærksom på, at det er sværere for dig at dokumentere, hvilken stand du afleverede bilen i, da du ikke er tilstede, når biludlejer gennemgår bilen for at optage en kontrolrapport ved aflevering. Det kan blive et problem, hvis udlejeren efterfølgende hævder, at du er ansvarlig for en skade, du skal betale. Du kan få svært ved at afvise, at skaden var på bilen, da du afleverede den. Du kan evt. tage nogle billeder ved aflevering med datovisning, hvis du vil dokumentere bilens stand.

Du bør derfor altid hente og aflevere en lejebil inden for udlejerens åbningstid, hvis det er muligt. Så du sammen med udlejer kan gennemgå bilen ved afhentning og aflevering og få dens stand og noteret i en kontrolrapport, som du får en kopi af.

Tjekliste

  • Læs lejekontrakten før du accepterer kravene for betaling af depositum og efterbetaling
  • Kontroller bilens stand sammen med udlejer ved både afhentning og aflevering og få en kopi af kontrolrapporten
  • Brug kreditkort ved betaling for leje af bilen
Sidst opdateret: 26. marts 2013

Uddybende spørgsmål fra andre brugere:

Spørgsmål

af Heidi Kristensen d. 11. juli 2018 kl. 21:51

Vi fik en fart bøde i Italien sidste år i påsken. Den er betalt rettidigt. Nu sender udlejningsfirmaet en opkrævning på 40 euro - handling fee- mere end et år efter, kande det? Skal vi betale det? Vh H. Kristensen

Svar

af Christiane d. 12. juli 2018 kl. 00:00

97 %

Biludlejer må gerne tage et administrationsgebyr for at videreformidle bøder

 

Hvis du modtager trafikbøder i perioden hvor du befinder dig i en lejebil, vil denne blive registreret på bilen. Biludlejer vil derfor have et administrativt arbejde med at finde ud af, hvem der lejede bilen i den pågældende periode, samt eventuelt at videreformidle jeres kontaktoplysninger.

Biludlejer må gerne opkræve betaling for dette arbejde hos jer. Da der ofte er mere end en bil samt mere end en udlejer per bil, kan afregningen af dette arbejde ofte blive skubbet meget i forhold til selve hendelsen. 

Som udgangspunkt kan det derfor være en reel opkrævning I har modtaget, der i så fald bør betales.

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Susan Pedersen d. 26. juli 2016 kl. 09:40

Har netop afleveret en lejebil, som havde fået en ridse på en hjulkapsel. Italia Car-rent vil have 250 € for en ny samt 60 € for at åbne en sag. Jeg klagede over prisen, men på grund af af deres meget begrænsede engelsk, blev mine klager modtager med et skuldertræk. Jeg bad om, at få tilsendt regningen fra værkstedet, men tvivler på jeg får den. Jeg kan se at et ny hjulkapsel i DK koster 249 kr, tvivler på den koster næsten 10x så meget på Sicilien. Må de tage så meget ekstra for en reparation, som næsten helt sikkert ikke bliver udbedret?

Svar

af Christel d. 26. juli 2016 kl. 14:05

98 %

Reparationsudgift skal kunne dokumenteres

Biludlejer må ikke opkræve mere end hvad reparationen faktisk har kostet plus et rimelig ekspeditionsgebyr.

  • Selvom hjulkapslen kan fås til 249 kr., kan biludlejningen også opkræve penge for arbejdstid, og de er ikke forpligtet til at tage den billigste reservedel
  • Du bør kontakte biludlejeren igen, og bede om at se dokumentation for reparationen
  • Modtager du ikke dokumentation, så kan du kontakte din bank og gøre indsigelse over beløbet, hvis du har betalt med kreditkort, da biludlejeren ikke kan dokumentere kravet
  • Du kan også indgive en klage til Forbruger Europa, hvis banken afviser at dække betalingen

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Maria R M Vogt d. 10. april 2016 kl. 17:57

Hvis jeg har lavet en skade på en udlejningsbil, og udfyldt skade rapport hvor lang tid må der gå efter endt leje periode til opkrævning af regning, og må de trække det på mit kreditkort uden min tilladelse

Svar

af Christel d. 14. april 2016 kl. 13:19

97 %
Forældelsesfrist på opkrævning fra biludlejer

Med mindre andet står i lejebetingelserne, så er der i Danmark som udgangspunkt 3 år. 

  • I udlandet kan fristen være længere eller kortere
  • Hvis biludlejeren ikke følger op på skaden, kan hans krav forældes tidligere. Det sker fx, hvis du kontakter biludlejeren, og de ikke svarer eller følger op på din henvendelse
  • Du har krav på at se dokumentation på skadens størrelse

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af bjarne busk d. 10. februar 2016 kl. 16:42

Jeg har afleveret bilen til tiden, aligevel påstår de at jeg har afleveret for sent Kan udlejer af bilen , (efter "chek,ok" dato plus underskrift) kræve efterbetaling for forsent aflevering 2 uger efter. Skal de ikke gøre mig opmærksom på dette ved indleveringen af bilen ?

Svar

af Anette d. 11. februar 2016 kl. 00:00

98 %

Ikke tilladt at hæve beløb for udokumenteret krav

Når du afleverer en lejebil, bør du kræve, at udlejer efterser bilen sammen med dig og udleverer en kvittering. Herved sikrer du, at du har dokumentation for bilens tilstand på afleveringstidspunktet

  • Er der alligevel blevet trukket et ekstra beløb grundet for sen aflevering, bør du straks klage skriftligt til udlejer og vedhæfte kopi af din kvittering
  • Du kan klage til Forbruger Europa, hvis udlejer ikke vil tilbagebetale pengene til dig, og du har lejet bilen gennem en udlejer i et andet EU-land, Island eller Norge
  • Du kan være muligvis søge assistance gennem din bank til at få pengene tilbageført til din konto, hvis beløbet er blevet trukket fra dit kreditkort. Kontakt banken hurtigst muligt, hvis du konstaterer, at udlejer ikke vil tilbagebetale pengene til dig

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Torben Hultgren d. 28. januar 2016 kl. 12:18

Udlejer har hævet på min konto trods det faktum at jeg har tegnet en full coverforsikring. Havde en skade på bilen på vej til lufthavn i Nicaragua og indrapporterede dette ved aflevering. Nu trækker de beløbet, da de siger, at jeg ikke har kontaktet politi/forsikringsselskab. Der var ikke andre parter involveret.

Svar

af Peter d. 02. februar 2016 kl. 09:55

92 %

Betingelserne for lejekontrakten er afgørende
Det bør fremgå af lejebetingelserne, hvordan og hvornår udlejeren kan opkræve beløb for skader på bilen. Du bør derfor undersøge om en ”full coverforsikring” er undergivet begrænsninger eller betingelser.

  • Hvis du er uenig i opkrævningen af beløbet, bør du først klage til udlejeren.
  • Hvis udlejeren ikke efterkommer dit krav, kan du klage til Forbruger Europa

Fandt du svaret nyttigt

Stil et uddybende spørgsmål til emnet: Må biludlejeren hæve penge fra mit kreditkort til en skade efter aflevering af bilen?

Læs artiklen og skriv dit uddybende spørgsmål. Skriv så kort, som du kan. Dit spørgsmål bliver vist her på siden.

Når du kontakter Forbruger Europa for at få svar på et spørgsmål, skal du være opmærksom på, at vi registrerer dine oplysninger. Vi opfordrer dig til at læse privatlivspolitikken om dine rettigheder.

For at undgå spam fra robotter, må vi bede dig svare på et enkelt spørgsmål(Skriv svaret med tal):

Vi bestræber os på at svare på dit spørgsmål indenfor 3 hverdage. Du modtager en mail, når der kommer svar.

Kunne du bruge siden?