Pressemeddelelse

Har du bestilt en rejse med Detur?

Rejseselskabet Detur er under rekonstruktion og aflyser alle rejser. Vi gør dig klogere på dine rettigheder, hvis du har bestilt en rejse hos dem.

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt, og mange solhungrende danskere har bestilt en pakkerejse med Detur. Desværre har en opdatering på deres hjemmeside sat en stopper for ferieplanerne. De meddeler, at selskabet er under rekonstruktion, og at alle rejser derfor er aflyst resten af 2022: https://www.detur.dk/.

Når selskabet officielt har meldt ud, at alle rejser er aflyst, har du ret til at få alle dine penge retur. Detur skriver på deres hjemmeside, at de tager kontakt til alle berørte rejsende. Ifølge lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer skal Detur orientere dig hurtigst muligt, og du skal have pengene retur senest 14 dage efter aflysningen.

Hvis du har anvendt et kreditkort til at betale din rejse, kan du i første omgang kontakte din bank og høre, om de kan hjælpe med at få dine penge tilbage.

Hvis Detur ikke har tilbagebetalt det fulde beløb efter 14 dage, kan du sende dem en rykker. Herefter har Detur yderligere ti dage til at betale dig hele beløbet. 

Se og hent eksempel på en rykker (DOC)

Hvis ikke du har fået pengene efter ti dage, kan du oprette en sag hos Fogedretten. Det gør du ved at udfylde en blanket med dit krav. 

Se og hent eksempler

Hvis Deturs går konkurs?

Detur er som alle andre rejsearrangører i EU-lande forpligtede til at stille garanti i tilfælde af konkurs. Derfor har du ret til at få tilbagebetalt alle de penge, du har brugt på rejsen.  Fordi Detur er en del af den svenske rejsegarantiordning, skal du ifm. konkurs kontakte Kammerkollegiet i Sverige for at få dine penge retur.

Hvis du ikke har købt en pakkerejse, men kun en flybillet gennem Detur, skal du kontakte Rejsegarantifonden Danmark.

Hvis du har brug for yderligere hjælp, kan du kontakte Forbruger Europa.

Forbruger Europas pressemeddelelser

Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores pressemeddelelser. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se nyheder