Pressemeddelelse

Guide: Tjek dine rettigheder inden Black Friday

Årets store shoppingdag nærmer sig. Forbruger Europa gør dig klogere på dine rettigheder og giver dig tips, så du trygt kan få julegaverne i hus.

Forbruger Europa har talt med mange forbrugere, der er i tvivl om deres rettigheder, når de handler online:

”Vi vil gerne hjælpe forbrugerne med at stå så stærkt som muligt og gøre dem lidt tryggere, når de handler til Black Friday. Det er altid en god ide at undersøge, om butikken ligger i Danmark, i EU eller uden for EU. Det har nemlig betydning for dine rettigheder og muligheder for at klage," siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

I denne omgang gør vi dig klogere på reglerne, hvis du handler inden for EU’s grænser.

1. Hvad gør du, hvis du fortryder dit køb?

Hvis sweateren, du havde bestilt online, kradser, eller blusen nærmere er brunlig end beige, har du heldigvis mulighed for at fortryde dit køb. Når du handler online, kan du nemlig fortryde dit køb i op til 14 dage, efter du har modtaget varen.

Du skal selv returnere den og betale for forsendelsen medmindre, virksomheden har ’gratis retur’. Du har krav på at få købsprisen tilbage senest 14 dage efter, at virksomheden har modtaget varen retur eller har modtaget dokumentation for, at du har sendt den retur.

2. Hvad gør du, hvis der bliver trukket for mange penge?

Hvis du oplever, at der bliver trukket flere penge, end du forventede for julegaven til din mor - som du måske havde fundet ekstra billigt - kan du kontakte din bank skriftligt og bede dem tilbageføre beløbet. Det er vigtigt, at du skriver til banken så hurtigt som muligt, da der kan være tidsfrister i spil, og at du samtidig sender en klage til virksomheden.

3. Hvad gør du, hvis varen har fejl og mangler?

Det slår skår i glæden, hvis den mintfarvede kuffert, du har købt til dig selv, er i stykker, når du åbner papkassen. Heldigvis har du altid minimum to års reklamationsret, hvis din vare har fejl eller mangler, når du handler med virksomheder i EU.

Det betyder, at du som minimum har ret til enten at få repareret fejlen eller ombyttet den til en tilsvarende vare. Virksomheden skal betale for udgifterne til forsendelse ved reklamation

4. Sådan klager du

Hvis du oplever, at virksomheden ikke anekender, at der er forskel på brun og beige, eller ikke mener, at de har ansvar for den krakelerede kuffert, skal du hurtigst muligt sende en skriftlig klage og bede dem om at løse problemet. Du kan med fordel henvise til EU’s regler om forbrugerrettigheder.

Du er også altid velkommen til at kontakte Forbruger Europa, så kan vi hjælpe dig med at gå i dialog med virksomheden.

Godt at vide om online handel

  • Fortrydelsesfristen gælder 14 dage fra du har modtaget varen, medmindre der er aftalt en længere frist.
  • Du skal inden for fristen meddele virksomheden klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen.
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre hjemmesiden tilbyder gratis retur.
  • Du har selv ansvaret for dit køb, mens du har den, og mens du sender den retur.
  • Hvis du har købt tøj, må du kun prøve det, som du også ville gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur.

Forbruger Europas pressemeddelelser

Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores pressemeddelelser. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se nyheder