Nyheder

Fik regning for et dating-medlemskab, han ikke havde bestilt

Thomas nåede at annullere sit medlemskab på en udenlandsk datingside, inden betalingen gik igennem. Alligevel får han et halvt år efter stadig rykkere og trusler. Heldigvis er han ikke længere bekymret.

Thomas opdagede allerede, at der var noget galt, inden han trykkede ’tilmeld’.

Mange andre opdager det først, når de får en overraskende stor regning i indbakken, efter at have tilmeldt sig bestemte udenlandske datingsider.

Men Thomas så allerede, at der med småt stod et beløb, der var noget højere end de 99kr. om måneden, som han troede var gældende. Derfor stoppede han tilmeldingen, og det sidste trin blev aldrig gennemført.

Men det hjalp ham ikke:

”Allerede dagen efter havde jeg den første regning i min indbakke. Og tre dage efter truer de mig med et inkassofirma og retssag, og beløbet blev pludselig højere,” siger han.

Især truslen om inkasso bekymrede ham:

”Det var ekstremt ubehageligt. Tonen var grov og stærkt anmassende – og jeg aner jo ikke, hvem der sidder i den anden ende.”

Ikke alene

Thomas googlede og fandt ud af, at mange andre stod i samme situation som ham. Desuden læste han også om tendenserne, hvor bestemte udenlandske datingsider presser folk til at betale.

”Det hjalp selvfølgelig at læse om andres oplevelser og erfaringer. Mange skrev, at de havde betalt, men så kom der alligevel nye regninger. Derfor var jeg meget bevidst om, at jeg ikke skulle betale noget som helst.”

Reagerede med det samme

Thomas kontaktede både datingside og inkassofirma på skrift, og det er ifølge direktør i Forbruger Europa, Lars Arent, væsentligt, at du reagerer:

”Vi anbefaler altid, at du kontakter Forbruger Europa og får vurderet din sag. I Thomas tilfælde kunne vi betrygge ham i, at han havde gjort alt det rigtige: Han havde henvendt sig på skrift til begge parter og havde gemt dokumentationen.”

Mindre uro

Regningerne kommer stadig, og der er ingen tvivl om, at det har fyldt meget i Thomas’ bevidsthed. Efter at have talt Forbruger Europa, har han mere ro på:

”Det hjalp at blive bekræftet i, at jeg havde gjort det, jeg kunne. Og at det også er tendens, som Forbruger Europa kender til. Derfor bliver jeg ikke længere bekymret.”

Står du i samme situation? Læs mere: https://forbrugereuropa.dk/nyheder/forbrugereuropa/nyheder/2023/du-er-ikke-alene/ 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve