Ny afgørelse: Forbruger får penge tilbage for udskudt pakkerejse

Pakkerejse-Ankenævnet har afgjort, at en forbruger kan få pengene tilbage for en krydstogtrejse, som blev udskudt med et år som følge af coronasituationen.

Forbrugeren havde købt en næsten fire måneder lang krydstogtrejse jorden rundt for to personer. I oktober 2020 modtog forbrugeren en mail fra rejsearrangøren, hvor der stod, at rejsen grundet corona var udskudt med cirka et år til januar 2022. Forbrugeren ønskede at få pengene tilbage, men det afviste rejsearrangøren.

Pakkerejse-Ankenævnet vurderede, at der var tale om en væsentlig ændring af rejseydelsernes væsentligste kendetegn. Forbrugeren kunne derfor hæve aftalen og få tilbagebetalt hele rejsens pris på omkring 290.000 kroner.

Andre rejsesager

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan du læse om andre tidligere sager fra Pakkerejse-Ankenævnet, hvor corona har påvirket forbrugernes rejseplaner:

Forbrugerklagenævnet har afgjort flere sager om aflyste flyrejser under corona. Sagerne handler blandt andet om, hvorvidt forbrugerne har krav på at få værdien af en voucher udbetalt, og hvad forbrugerne har ret til, når de selv afbestiller flyrejsen.

Ankenævnet for Feriehusudlejning har afgjort en sag, hvor forbrugeren ikke kunne komme frem til den lejede feriebolig i Ungarn, fordi grænserne var lukkede. Forbrugeren fik ikke medhold i, at hun havde krav på at få lejebeløbet tilbagebetalt.

Læs mere om, hvad dine rettigheder er i forbindelse med rejser i vores temaside om coronavirus og rejserettigheder. 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve