Nyheder

Overvejer du at bestille en rejse til senere på året? Her er de gode råd

Hvis du overvejer at bestille flybilletter, hotel, billeje eller pakkerejse til senere på året, har vi et par gode råd til dig, så du minimerer risikoen for at komme i klemme, hvis Covid-19 stadig er et problem på afrejsetidspunktet.

Det første gode råd vi har, gælder uanset om du gerne vil bestille flybilletter, hotel eller anden indkvartering, billeje eller en pakkerejse. Hvordan du betaler, når du bestiller, kan gøre en stor forskel for dig senere hen: 

Vær opmærksom på, hvordan du betaler

Der er måder at betale på, som giver mulighed for konkursdækning. Betal derfor gerne med kreditkort, fx et Mastercard, Eurocard eller visa-delen af dit Visa/Dankort. Derved kan du lave en indsigelse til banken i tilfælde af konkurs.

Hvad skal jeg overveje, hvis jeg vil bestille en pakkerejse til senere på året?

Hvis du gerne vil bestille en pakkerejse til senere på året, men er bekymret for, hvordan du er stillet hvis Covid-19 stadig er et problem, når du skal rejse, har vi et par gode råd til dig.

Tjek vilkårene for refundering og ombooking

Tjek om din rejse kan ombookes eller refunderes i aftalevilkårene hos rejsearrangøren. Nogle rejseselskaber tilbyder fx gratis ombooking eller refundering i tilfælde af, at Udenrigsministeriet stadig fraråder rejser til din destination på afrejsetidspunktet.

Undersøg, hvordan du er dækket 

Undersøg, om du har en rejseforsikring, der dækker afbestilling, og i hvilke tilfælde. Hvis ikke, og du overvejer at tilkøbe en, så vær igen opmærksom på om den også dækker, hvis der stadig er problemer på grund af COVID-19, når du skal afsted.

Hvad skal jeg overveje, hvis jeg vil bestille flybilletter nu til en rejse senere på året?

Hvis du gerne vil bestille flybilletter til en rejse senere på året, så har vi et par gode råd til dig.

Ingen fortrydelsesret på flybilletter

Som udgangspunkt har du ikke ret til at få pengene tilbage for flybilletter, medmindre din afgang bliver aflyst eller ændret væsentligt. Det gælder også hvis rejser til destinationen frarådes. Tjek derfor hvad flyselskabet tilbyder ved forskellige billettyper. Du har dog i visse tilfælde ret til at få nogle skatter og afgifter refunderet, hvis du vil afbestille din flybillet, men det vil ofte være en ret lille del af billetprisen.

Bruger du en billetformidler? Tjek vilkår og omdømme

Hvis du ikke bestiller billetter direkte hos et flyselskab, men i stedet bruger en billetformidler på nettet, kan det være en god idé at undersøge markedet. Der findes mange billetformidlere derude, så tjek gerne lige, hvad andre mener om virksomheden og find ud af, hvilke gebyrer, de kræver ved ændringer og hvad de tilbyder, hvis man får brug for hjælp.

Forskel mellem samlede og separate billetter

Vær særlig opmærksom, hvis du bestiller rejser med mellemlandinger via en billetformidler. Du kan risikere at få problemer, hvis du køber to separate flyrejser, som du selv sammensætter. Det kan fx være, hvis det første fly bliver forsinket eller aflyst, så du ikke kan nå det næste. Så vil du nemlig som udgangspunkt selv stå med tabet for en af billetterne og skulle betale for en ny. Du kan kende en samlet billet på, at den kun har ét billetnummer, som også kaldes et PNR-nummer.

Du kan se en video med de gode råd og få opdateringer løbende her på Forbruger Europas Facebookside

Hvad skal jeg overveje, hvis jeg vil bestille hotel eller billeje til ferien?

Hvis du gerne vil booke hotel, billeje eller andre rejseydelser til en rejse senere på året? Så har vi et par gode råd om dine rettigheder.

Udgangspunkt: Ingen fortrydelsesret på hotel og billeje

Som udgangspunkt har du ikke ret til at fortryde og få pengene tilbage, når du køber ydelser som fx et hotelværelse eller lejer en bil – i modsætning til når du køber fysiske varer på nettet.

Tjek aftalevilkårene

Der er nogle virksomheder, som tilbyder, at man kan afbestille gratis frem til X antal dage før, eller at man kan tilkøbe afbestillingsforsikring. Uanset hvad, så tjek aftalevilkårene og se, hvad der gælder i forhold til afbestilling og refundering – og gerne med øje for, om du er dækket ind, hvis der stadig er problemer på grund af Covid-19. Det er vigtigt at du har vilkårene på skrift, så du har dokumentation for dit krav senere hen. 

Bookingsider: Hvem er ansvarlig for hvad?

Vær særlig opmærksom, hvis du bestiller via en tredjepart, såsom en bookingside eller en prissammenligningsside. Nogle gange kan der være tvivl om, hvem der er ansvarlig for hvad – og om du skal betale gebyrer, hvis du ikke kommer afsted. 

Læs mere om, hvad dine rettigheder er i forbindelse med rejser i vores temaside om Coronavirus og rejserettigheder. 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve