Skip navigation

Valentinsdag 2019: Din datingprofil kan blive en dyr fornøjelse

13. februar 2019

I 2018 modtog Forbruger Europa dobbelt så mange klager over datingservices som året før. Nogle forbrugere føler sig flået, fordi abonnementet kan have en lang bindingsperiode, andre er meget svære at opsige. Læs de gode råd her.

Hvis man ikke læser det med småt i aftalebetingelserne, kan en datingprofil blive en dyr fornøjelse. Hvert år oplever mange forbrugere problemer med datingsider og kontakter Forbruger Europa. 

Hvad er mine rettigheder, når jeg køber et online abonnement på en datingside?

Man har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret efter oprettelse af en datingprofil. Ofte står det dog i aftalebetingelserne, at fortrydelsesretten bortfalder, hvis man tager abonnementet i brug ved at tjekke andre profiler eller kontakte andre brugere. 

Man bør derfor læse betingelserne grundigt, inden man opretter en profil.

Nogle datingsider tilbyder en prøveperiode, hvor man får den første måned gratis. Derefter er man bundet af et medlemskab, der koster penge. Andre datingsider tilbyder et gratis medlemskab med mulighed for at opgradere til et medlemskab, der koster penge.

Mange medlemskaber er fortløbende. Det betyder, at bindingsperioden automatisk bliver fornyet, medmindre man selv opsiger aftalen. Hvis man er midt i en bindingsperiode, kan man som udgangspunkt ikke opsige sit medlemskab, før perioden er udløbet.

Aftalen er kun gyldig, hvis man i betingelserne er blevet gjort opmærksom på, at man er bundet af et medlemskab, eller at det koster penge. 

De gode råd til online datingtjenester

  • Læs alle aftalebetingelser, inden du tilmelder dig.
  • Du opsiger ikke dit medlemskab blot ved at slette din datingprofil. Du bør tjekke aftalens bindingsperiode og vilkår for opsigelse, så du kan opsige i rette tid.
  • Opfylder datingsiden ikke dine forventninger, så lad være med at bruge den. Udnyt din fortrydelsesret og giv straks datingsiden skriftligt besked og gem en kopi. På den måde kan du undgå eller minimere risikoen for at datingsiden opkræver gebyrer.
  • Hvis du har problemer med en datingside, der er etableret i et andet EU-land, kan Forbruger Europa hjælpe dig med din klage.

Hvad er Forbruger Europa?

Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kvinde kigger på tablet

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage.
Se Forbruger Europas persondatapolitik.

 

PRESSEKONTAKT

Ditte Juul Reder

Telefon 4171 5075

djr@forbrugereuropa.dk

Kunne du bruge siden?