Dine rettigheder ved Ryanairs flyaflysninger

Ryanair har aflyst op til 2.100 fly til udgangen af oktober. Rigtig mange flypassagerer risikerer dermed at blive berørt af disse aflysninger. Hvis du har booket billet til en afgang, der risikerer at blive aflyst, kan du læse om dine rettigheder og muligheder.

 

Passagerernes muligheder ved aflysning

"Du har som flypassagerer ret til tilbagebetaling af købesummen, ombooking til næste ledige afgang med Ryanair eller et andet flyselskab eller ombooking til et senere tidspunkt, når et fly aflyses," siger Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa.

Ryanair er altså forpligtet til at hjælpe dig videre på rejsen med et andet flyselskab, hvis du ønsker en ombooking med næste ledige afgang, og de ikke selv har en afgang.  

Du kan også have ret til kompensation, når din flyafgang bliver aflyst.

Hvis du er berettiget til kompensationen, så ligger den på mellem 250-600 EUR, og den afhænger af, hvor lang en flyvning, der er tale om.

Du kan desuden have ret til erstatning, hvis du har haft udgifter på grund af flyaflysningen til fx køb af nye billetter.

"Hvis du som flypassager er i tvivl om, hvornår du har ret til erstatning eller kompensation, så kan du kontakte Forbruger Europa, som kan vejlede om dine muligheder," siger Lars Arent.

Desuden råder Forbruger Europa til, at du kontakter flyselskabet for at afklare, hvordan du skal forholde dig, hvis din flyafgang er blevet aflyst.

Gratis vejledning til forbrugere

Forbruger Europa kender dine rettigheder og kan hjælpe med din klagesag.

Forbrugere kan ringe på telefon 41 71 52 00. Mandag-fredag kl. 10 -12 eller finde hjælp på forbrugereuropa.dk

Pressekontakt

Journalist Stine Sofie Mathisen
Tlf. 41 71 52 63
stma@forbrugereuropa.dk

 

Kunne du bruge siden?