Sådan undgår du svindelhjemmesider

Artikel -


Nogle hjemmesider er oprettet med det formål at snyde forbrugere. Her kan du læse om, hvad du bør tjekke, før du handler på en hjemmeside, og hvad du gør, hvis du har handlet på en svindelhjemmeside.

Ikke alle hjemmesider er, hvad de udgiver sig for at være. Umiddelbart kan en hjemmeside fremstå som dansk uden at være det. Selvom der er dansk tekst på hjemmesiden, eller den har et .dk-domænenavn, kan det sagtens være en svindelhjemmeside, der er lokaliseret i fx Kina. Det betyder, at du ikke vil være omfattet af EU's regler for forbrugerbeskyttelse, hvis du køber varer på hjemmesiden.

Tjek sælgers baggrund

Undersøg altid en ukendt sælgers baggrund inden et køb. Sælger har pligt til at give en række informationer på sin hjemmeside, som du bør tjekke, inden du kan handle sikkert.

De oplysninger, du har behov for, bør være på sælgers hjemmeside. Hvis oplysningerne ikke fremgår på sælgers hjemmeside, så har sælger måske noget at skjule, og du bør overveje at handle et andet sted.

Læs mere: Hvis din levering er forsinket eller skadet 

Gode råd før du køber

  • Tjek sælgers identitet, kontaktoplysninger og adresse
  • Er der oplysninger om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber?
  • Find oplysninger om sælger ved at søge på Google eller whois
  • Undersøg pris og mulige ekstraudgifter 
  • Tjek sælgers salgs- og leveringsbetingelser og evt. aftalens varighed
  • Er der fortrydelsesret og hvad er vilkårene?
  • Kan du betale med betalingskort fx Visa/Dankort?

Når du har indgået aftalen med sælger, skal du have en bekræftelse af aftalen på e–mail.

Hvis sælger ikke oplyser..

  • varens fulde pris, skal du ikke betale for eventuelle merudgifter
  • at du har 14 dages fortrydelsesret, vil fortrydelsesretten først begynde at løbe fra det tidspunkt, sælger giver dig oplysningen
  • om din fortrydelsesret, vil du kunne fortryde købet i op til 12 måneder og 14 dage efter, du modtog varen
  • at du ved fortrydelse skal betale for returnering af varen, skal du ikke betale returforsendelsen

Ingen oplysningspligt på disse varer

En række varer er undtaget fra oplysningsforpligtelsen. Det gælder blandt andet:

  • Levering af mad og husholdningsartikler til husholdningens løbende forbrug
  • Opførsel af bygninger

Få dine penge tilbage

Hvis sælger ikke leverer den vare, du har købt, har du som udgangspunkt ret til at få dine penge tilbage.

Har du betalt med betalings- eller kreditkort, kan du måske få dine penge tilbage gennem din bank eller dit kreditkortselskab.

Læs mere: Sådan betaler du sikkert på nettet

Få hjælp til din klage

Har du problemer med et køb på en hjemmeside, kan du klage til Forbruger Europa, hvis du ikke kan finde en løsning med sælger.

 

Sidst opdateret: 22. maj 2015

Kunne du bruge siden?