Artikel -


Det kan ske, at en sælger i et andet EU-land nægter at sælge sine varer eller tjenesteydelser til dig, eller at de kræver en højere pris, fordi du er fra Danmark. Her kan du læse om, hvad du har ret til, hvis en sælger diskriminerer på grund af din nationalitet.

Må en sælger diskriminere ved salg af tjenesteydelser?

Køber du en tjenesteydelse, fx lejer et hotelværelse eller en bil, får foretaget en tandlægebehandling eller bliver medlem af en datinghjemmeside, kan sælger som udgangspunkt ikke nægte at sælge til dig eller kræve en højere pris alene fordi, du er fra Danmark. Du vil derfor som udgangspunkt have ret til at få leveret den pågældende ydelse og til samme lave pris som andre borgere i EU.

Må en sælger diskriminere ved salg af varer?

I nogle lande gælder der også et forbud mod at diskriminere på grund af nationalitet ved køb af varer. Bor sælger i et land, der har indført dette forbud, kan sælger som udgangspunkt ikke nægte at sælge til dig eller kræve en højere pris alene fordi, du er fra Danmark. Du vil derfor som udgangspunkt have ret til at få leveret den pågældende vare og til samme lave pris som andre borgere i EU.

Hvornår kan en sælger lovligt diskriminere på grund af nationalitet?

Nationalitet er aldrig i sig selv nok til, at en sælger må diskriminere. En sælger kan dog nægte at sælge sine varer eller tjenesteydelser, eller opkræve en højere pris, hvis der er objektive grunde til det. Det kan fx være, at det er meget dyrt at sende varen til Danmark, eller at sælger ikke har den nødvendige godkendelse til at sælge sine varer eller tjenesteydelser i Danmark.

Hvad gør jeg nu?

Diskriminerer sælger på grund af din nationalitet, kan du klage til Forbruger Europa, hvis det ikke er muligt at finde en løsning med sælger.

 

Sidst opdateret: 11. december 2015

Kunne du bruge siden?