Undgå skjulte abonnementer

Artikel -


På nettet findes mange gode tilbud om gratis prøvepakker eller billetter, gavekort eller store rabatter. Du risikerer dog at blive bundet til et abonnement uden du er klar over det. Læs her om dine rettigheder, hvis du bestiller en prøvepakke eller modtager en regning for et abonnement, du ikke har bestilt.

Du kan fortryde aftalen

Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, hvis aftalen er indgået på nettet.

Det er sælger, der skal bevise, at du har indgået aftalen. Du er kun bundet af et abonnement, hvis det klart og tydeligt fremgår, at du binder dig til en abonnementsaftale, der koster penge.

Det skal tydeligt fremgå i forbindelse med bestillingen, hvis du binder dig til et abonnement, når du bestiller en prøvepakke på en hjemmeside. Hvis det ikke klart og tydeligt fremgår, at du forpligter dig til at betale, så er du ikke bundet af aftalen.

Læs mere: Fortrydelsesret ved køb på nettet 

Betal ikke en uønsket pakke

Du er ikke forpligtet til at betale, hvis du efterfølgende modtager en regning for noget, du ikke har bestilt. Du bør kontakte sælger skriftligt og gøre opmærksom på, at du ikke har bestilt den pågældende vare.

Du er ikke forpligtet til at betale eller returnere en pakke til sælger, som du ikke har bestilt. Du bør kontakte sælger skriftligt og gøre opmærksom på, at du ikke har bestilt varen og ikke vil betale. Informer også sælger om, at de kan afhente varen på din bopæl.

Læs mere: Hvis din levering er forsinket eller skadet

Få hjælp til din klage

Hvis du ubevidst har indgået en abonnementsaftale, eller har modtaget en pakke eller en regning for en pakke, du ikke har bestilt, kan du klage til Forbruger Europa, hvis det ikke er muligt at finde en løsning med sælger.

Gode råd

  • Undersøg inden du bestiller om du bliver bundet af et medlemskab/abonnement
  • Undersøg om du er forpligtet til at modtage flere forsendelser, før du kan melde dig ud igen
  • Gem en kopi af annoncen
  • Klag til sælger, hvis du modtager et produkt eller en faktura for en vare, du ikke har bestilt

Læs mere om prøvepakker og abonnementsfælder på forbrug.dk. 

Sidst opdateret: 27. august 2018

Kunne du bruge siden?