Artikel -


Du har rettigheder som togpassager på rejser inden for EU, hvis du har været ude for forsinkelse, aflysning eller oplevet forskelsbehandling ved køb af togbilletter.

Prisen på din togbillet skal være den samme, uanset din nationalitet eller det sted, hvor du køber billetten.

Togselskabet er forpligtet til at informere dig om forsinkelser eller afbrydelser i togdriften, så snart oplysningerne er tilgængelige.

I tilfælde af, at toget er mere end 60 minutter forsinket, skal du tilbydes gratis forfriskninger. Hvis det er nødvendigt, skal du også tilbydes indkvartering samt transport til og fra indkvarteringsstedet.

Du kan få omlagt rejsen eller pengene retur

Hvis toget er blokeret på sporet, så skal transport fra toget til nærmeste togstation eller din endelige destination stilles til rådighed. Kan togrejsen ikke forsætte, skal togselskabet arrangere alternativ transport for dig så hurtigt som muligt.

Hvis du ankommer mere end 60 minutter forsinket til din endelige destination, så skal du tilbydes valget mellem:

  • Tilbagebetaling af den fulde billetpris, hvis du beslutter ikke at forsætte rejsen og en returrejse til dit første afgangssted
  • Omlægning af rejsen til den endelige destination ved først givne lejlighed (uden omkostninger for dig)
  • Ombookning af rejsen til den endelige destination til en senere dato, hvis det passer dig bedre.

Læs mere: Vilkår for pakkerejser

Du har ret til kompensation

I tilfælde af forsinkelse på mere end 1 time eller aflysning, er du berettiget til kompensation.

  • Hvis du ankommer til din endelige destination mellem 1 og 2 timer forsinket, så er du berettiget til en kompensation på 25 % af billetprisen
  • Hvis du ankommer til din endelige destination mere end 2 timer forsinket, så er du berettiget til en kompensation på 50 % af billetprisen

Du bør modtage din kompensation i form af værdikuponer eller kontanter (på anmodning) inden for en måned efter, du har stillet dit krav.

Kompensation udbetales dog kun, hvis den beløber sig op til mindst 4 euro.
Der gælder i øvrigt særlige regler for fx InterRail, Eurail og sæsonkort.

Læs mere: Dine rettigheder på busrejser

Disse togruter er omfattet af reglerne

Reglerne gælder for togpassagerer, der rejser med internationale ruter i EU.

De enkelte EU-lande kan beslutte, at disse rettigheder ikke skal gælder indenrigs togafgange (byer, forstæder og regioner osv.) og internationale tog, der starter eller ender uden for EU.

I Danmark har DSB, Metro og Movia fælles rejseregler, der som minimum sikrer togpassagerer på niveau med EU-reglerne. 

DSB har desuden en udvidet mulighed for kompensation, der hedder DSB Rejsetidsgaranti.

Dine rettigheder som handicappet og bevægelseshæmmet

Reglerne for handicappede og bevægelseshæmmede gælder på alle togruter.

Hvis du er handicappet eller bevægelseshæmmet, så er du beskyttet mod forskelsbehandling. Det betyder, at du har samme ret til at kunne rejse uden yderligere problemer eller omkostninger.

Du bør informere togselskabet om dine behov for hjælp mindst 48 timer før afgang.

Togselskabet, billetudsteder og rejsearrangør skal informere dig om tilgængeligheden af togtjenester, adgangsbetingelser og faciliteter ombord.

Togselskabet og stationsledere skal hjælpe dig på stationer med på- og udstigning samt ved forbindelsesstationer og ved din endelige destination.

Hvis noget af dit hjælpemiddel bliver væk eller bliver ødelagt som følge af togpersonalets håndtering, så har du ret til kompensation.

Sådan kan du klage

  • Kontakt virksomheden, der har udstedt billetten - uanset om rejsen fandt sted eller ej
  • Opsummér kort din klage med relevant dokumentation, herunder datoer, bookingreferencer og oplysninger om alle personer, du har talt med
  • Husk at gemme en kopi af dine dokumenter og giv en rimelig tidsfrist til undersøgelsen af dit krav
  • Virksomheden skal sende dig et endeligt svar inden for 3 måneder

Få hjælp til at klage

Hvis du ikke er tilfreds med svaret fra togselskabet, kan Forbruger Europa hjælpe dig med din klage. Husk at medsende kopi af relevant korrespondance.

Sekretariatet for Ankenævnet for Bus, Tog og Metro er desuden et godkendt ankenævn, som du kan klage til, hvis rejseudbyderen afviser din klage, eller du ikke mener, at han tilbyder en passende kompensation for manglerne.

 

Sidst opdateret: 12. oktober 2016

Kunne du bruge siden?