Rettigheder ved sammensatte rejser

Artikel -

Er du i tvivl om, hvorvidt den rejse, du har booket på nettet hører ind under kategorien ”sammensatte rejsearrangementer”, og hvad det betyder for dig som forbruger? Så læs med her.

Vælger du at sammensætte din ferie på nettet, er du bedre beskyttet nu end tidligere ved konkurs. Det skyldes EU’s ændrede pakkerejsedirektiv, som trådte i kraft i alle EU-landene den 1. juli 2018. De nye regler giver beskyttelse til forbrugere, som som lader sig inspirere af de forskellige tilbud, de får, når de selv arrangerer deres rejse på nettet. 

Reglerne indfører nemlig et nyt begreb: ”sammensatte rejsearrangementer”. 

I infografikken nederst på siden kan du se, hvilke krav der er for at din rejse kan gå ind under kategorien en ”sammensat rejse”.

Hvad er en sammensat rejse?

Som udgangspunkt er det en sammensat rejse, når du køber rejseydelser hos flere forskellige forhandlere, men hvor det er én forhandler, der har formidlet bestillingen af de efterfølgende (og det i øvrigt er til samme ferie). 

Det kan ske på to måder. Den ene er, at man køber begge rejseydelser under ét besøg på forhandlerens salgssted – hvilket eksempelvis kan være deres hjemmeside. 

Den anden er, at man køber én rejseydelse hos forhandleren, som efter købet henviser til en anden forhandler, hvorefter man køber en rejseydelse hos denne senest 24 timer efter bekræftelsen på første ydelse

Har du booket gennem en bookingportal?

Der kan være forskel på, om en bookingportal bliver set som en rejsearrangør eller blot som en formidler, alt efter det enkelte lands fortolkning af reglerne. Dette kan have betydning for, hvem du skal klage til og hvad dine rettigheder er. Kontakt Forbruger Europa hvis du er i tvivl, og skal have hjælp til at vurdere det. 

En formidler er ansvarlige for de fejl, der drejer sig om selve formidlingen, fx at betalingen kan lade sig gøre, at du får tilsendt dine billetter og at det der står på hjemmesiden er sandt. En rejsearrangør har et ansvar for de rejseydelser, du har købt. 

Hvad er en ”rejseydelse”?

I de nye regler skelner man mellem to forskellige former for rejseydelser:

  1. Transport, overnatning og udlejning af køretøjer
  2. ”Andre turistydelser”. Det kan f.eks. være entré til koncerter, sportsbegivenheder, udflugter eller forlystelsesparker, guidede ture, liftkort og leje af sportsudstyr såsom skiudstyr eller spabehandlinger. 

Hvis en turistydelse kun kombineres med én anden rejseydelse, vil rejsen ikke anerkendes som en sammensat rejse, medmindre turistydelsen udgør mindst 25% af rejsens samlede værdi eller er et hovedelement af turen. 

Tip: Kig eventuelt efter et link til ”standardoplysningsskemaet”, som forklarer, at du er blevet tilbudt et sammensat rejsearrangement, og hvilke grundlæggende rettigheder du har. Det er et krav, at forhandleren linker til det. 

 

Sidst opdateret: 11. januar 2019

Kunne du bruge siden?