Medlemskab af en rejseklub

Artikel -


Turister i sydeuropæiske lande kan blive tilbudt medlemskab af rejseklubber.  Her kan du læse om dine rettigheder, hvis du overvejer at underskrive eller har skrevet under på en aftale med en rejseklub.

Skrabelodder og forplejning er blandt de overraskelser, som sælgere på sydlige feriedestinationer bruger, for at overtale turister til at indgå en aftale om rejseklubmedlemskab.

Som medlem af en rejseklub betaler du et årligt kontingent, og du binder dig ofte for tre til seks år. Til gengæld lover rejseklubben dig fordelagtige rabatter og bonusser på en række forskellige ferieoplevelser, fx krydstogtrejser, fly og billige ophold på luksushoteller rundt omkring i verden.

Læs mere: Vilkår for pakkerejser

Forskellen på rejseklubber og timeshare

En rejseklubaftale giver dig som udgangspunkt ret til en lang række forskellige ferieprodukter, mens en timeshareaftale giver dig brugsret over en fast ferielejlighed eller et hotelværelse.

Pas på betingelser i kontrakten

Hvis du ønsker at blive medlem af en rejseklub, skal du være opmærksom på, at der kan være betingelser i aftalen, der gør det vanskeligt for dig at udnytte rejseklubbens tilbud. Fx kan det være et krav, at du flyver med et bestemt flyselskab.

Du kan fortryde dit medlemskab

Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, hvis aftalen med rejseklubben har en varighed på mere end et år. Fristen på de 14 dage løber fra den dag, du skriver under på aftalen. Har du ikke modtaget information om retten til at fortryde, kan der gælde en længere frist end 14 dage.

Vil du fortryde aftalen, kan du fx sende en e-mail til sælger eller benytte den standardformular, som du har fået udleveret.

Læs mere: Dine rettigheder ved timeshare

Få tilbageført dine penge

Har du fortrudt aftalen rettidigt, kan du måske få dine penge tilbage gennem din bank eller dit kreditkortselskab. Muligheden for at tilbageføre pengene kræver, at du har betalt med betalings- eller kreditkort. Ellers er det sælger, der skal returnere dine penge.

Få hjælp til din klage

Hvis det ikke lykkedes dig at komme igennem med dine krav, kan du altid henvende dig til Forbruger Europa – enten på chat, mail eller hotlinen – og høre, om vi mener, at du har et krav. Du kan også gå direkte til klageformularen.

Gode råd

  • Vent med at skrive under til du har læst betingelserne grundigt igennem
  • Tjek at du har fortrydelsesret på aftalen
  • Sørg for at mundtlige aftaler er skrevet ind i kontrakten
  • Sammenlign og undersøg de priser, der bliver tilbudt
  • Vent med at betale indtil fortrydelsesfristen er udløbet

Læs mere om rejseklubber på forbrug.dk

Sidst opdateret: 12. januar 2017

Kunne du bruge siden?