Skip navigation

Må firmaet blive ved med at sende pakker, når jeg kun har bestilt én?

Spørgsmål / Svar

26. marts 2013

Firmaet må kun sende dig en pakke, når du har bestilt én prøvepakke. Sender firmaet pakker, du ikke har bestilt, skal du ikke betale. Læs altid vilkårene grundigt, inden du bestiller.

Mange sælgere tilbyder en gratis eller meget billig prøvepakke. Når du bestiller en prøvepakke, må sælgeren kun sende dig denne ene pakke, medmindre det tydeligt fremgår, at du bliver tilmeldt et abonnement.

Ofte sker det, at sælgeren påstår, at du har tegnet et abonnement og derved har sagt ja til levering af flere pakker. For at en abonnementsaftale er bindende, skal du selv have valgt at tegne den. Det skal klart fremgå, at du tegner et abonnement. Du skal også have fået oplysning om fx fortrydelsesret og en evt. bindingsperiode. Hvis du ikke har fået disse oplysninger, er du ikke bundet af aftalen. Det er sælgeren, som skal bevise, at du har indgået en abonnementsaftale.

Hvis prøvepakken er bestilt på nettet, så brug din fortrydelsesret, inden for fristen på 14-dage til at komme ud af abonnementet. Hvis du først opdager, at du er bundet til et abonnement efter fristens udløb, skal du hurtigst muligt skrive til sælgeren og bede ham om at dokumentere, at du i forbindelse med bestillingen har accepteret et abonnement.

Læs mere om prøvepakker og skjulte abonnementer

Tjekliste

  • Send en mail til sælgeren og oplys, at du har modtaget en pakke ved en fejl, hvis du modtager flere pakker end du har bestilt
  • Forlang dokumentation fra sælgeren på, at du har indgået en aftale om et abonnement
  • Husk altid at gemme en kopi af din indsigelse
  • Brug din fortrydelsesret, hvis du har købt pakken på nettet

 

Sidst opdateret: 26. marts 2013

Uddybende spørgsmål fra andre brugere:

Spørgsmål

af Pia Nielsen d. 29. februar 2016 kl. 16:39

Hej Jeg har bestilt en prøvepakke creme Ambrosia og Illuminexa på nette med aftale om at prisen var forsendelsen, nu har jeg d.d. modtaget cremen og ser nu i vedlagte brev, at jeg inden 14 dage skal betale 665.Kr pr creme, hvis jeg ikke har sendt cremen retur inden 14 dage, men da jeg kun har et tlf. som jeg ikke kan komme igennem på og heller ingen adresse eller andre firmaoplysninger har jeg ikke mulighed for at sende varen retur. Ydermere står der at de vil sende de to cremer hver 30 dag til en pris af 665.kr pr creme, hvilket jeg på intet tidspunkt har indgået aftale om. Jeg håber ikke det er korrekte og lovlige salgs metoder, jeg ønsker ikke at beholde eller få fremtide produkter. Jeg har besvaret mailen fra firmaet hvor der kun står at de har bekræftet bestillingen, der er ingen adresse eller andre oplysninger. Jeg skrev på mail. er firmaet er velkommen til at hente varen da jeg ikke har oplysninger om hvor jeg skal sende dem retur, at jeg ikke har indgået aftale om yderligere produkter Hvordan undgår jeg at de trækker yderligere på min konto samt undgår at de fortsætter med at sende produkter som jeg ikke har bestilt og ikke kan sende retur fordi jeg ingen kontaktoplysninger har på firmaet? Venlig hilsen Pia Nielsen

Svar

af Anette d. 03. marts 2016 kl. 00:00

100 %

Et firma må ikke sende pakker til dig, som du ikke har bestilt

Hvis et firma markedsfører et prøvetilbud, skal betingelserne fremgå tydeligt, fx om der følger et abonnement med eller om du er forpligtet til at returnere eventuelle rester af en prøve for at undgå at skulle betale den normale pris.

  • Firmaet skal give dig disse oplysninger i forbindelse med bestillingen, og du har krav på at få oplysningerne tilsendt på "et varigt medium". Et varigt medium kan eksempelvis være en e-mail, som du kan printe eller gemme i din mail. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis du alene får oplysninger på skærmen og det er heller ikke tilstrækkeligt, hvis du først får oplysningerne, når du modtager prøvepakken.
  • Det er firmaet, som skal dokumentere, at de har givet dig de nødvendige oplysninger. Kan de ikke det, er aftalen ugyldig, og de må ikke opkræve yderligere beløb fra dig. 
  • Selvom du kan være i en situation, hvor du ikke skylder firmaet noget, bør du alligevel overveje at kontakte din bank med henblik på at lukke dit betalingskort, så firmaet ikke kan trække flere penge fra din konto. 
  • Sørg for at gemme de mails, du sender til dem, hvis du senere får brug for at dokumentere, at du har protesteret over deres forretningsmetoder. 
  • Hvis du får brug for at klage over firmaet, kan du oprette en klage hos Forbruger Europa, men det kræver, at du kan finde deres kontaktoplysninger og fastslå, om de er hjemmehørende i et andet EU-land, i Island eller Norge.

Fandt du svaret nyttigt

Stil et uddybende spørgsmål til emnet: Må firmaet blive ved med at sende pakker, når jeg kun har bestilt én?

Læs artiklen og skriv dit uddybende spørgsmål. Skriv så kort, som du kan. Dit spørgsmål bliver vist her på siden.

Når du kontakter Forbruger Europa for at få svar på et spørgsmål, skal du være opmærksom på, at vi registrerer dine oplysninger. Vi opfordrer dig til at læse privatlivspolitikken om dine rettigheder.

For at undgå spam fra robotter, må vi bede dig svare på et enkelt spørgsmål(Skriv svaret med tal):

Vi bestræber os på at svare på dit spørgsmålindenfor 3 hverdage. Du modtager en mail, når der kommer svar.

KUNNE DU BRUGE SIDEN?