Hæfter jeg for en feriebooking på nettet, når jeg ikke har gennemført betaling?

Spørgsmål / Svar

21. juni 2016

Du kan risikere at hæfte for booking af en dyr pakkerejse eller feriebolig, selvom du ikke har indtastet dine kortoplysninger. Proceduren for køb på udenlandske hjemmesider kan nemlig sagtens gennemføres uden, at du afslutter ved at betale for dit køb.

I danske netbutikker er kortbetaling ofte den naturlige afslutning på et køb. Danske forbrugere er vant til, at de kan afbryde købet, så længe de ikke har indtastet betalingskortoplysninger. Sådan forløber købet ikke nødvendigvis i andre lande.

Booker du en feriebolig eller køber en pakkerejse på en udenlandsk hjemmeside, skal du være opmærksom på, at du kan have foretaget et køb blot ved at indtaste navn og kontaktoplysninger. Det er fx normalt i Tyskland, at man bestiller en rejse uden at betale med betalingskort, men i stedet får en opkrævning efterfølgende.

Det kræver ekstra opmærksomhed som dansk forbruger at navigere på hjemmesider, der har et andet sprog og tilmed en anden procedure for køb.

For at få klar besked om proceduren for køb, må du læse hjemmesidens informationer om bestilling grundigt. Du bør ikke give din accept til handelsbetingelser og indtaste dit navn og andre personlige oplysninger, før du er sikker på, at du vil købe den pågældende ydelse.

I øvrigt er danske forbrugere vant til, at de har en fortrydelsesret ved køb af varer på nettet, men der er ingen lovbestemt fortrydelsesret ved bestilling af rejser og indkvartering, fx reservationer af ferieboliger.

Det betyder, at du kun kan fortryde aftalen, hvis det fremgår af de aftalebetingelser, som du har accepteret under købet. Det er ikke ualmindeligt, at sælgeren vil opkræve et gebyr på op mod 70 % af købsprisen, hvis du vil annullere dit køb.

Læs mere:  Forbrugere hænger på fejlbooking af tyske ferieboliger

Tjekliste

  • Læs hjemmesidens informationer om procedure for køb
  • Klik dig ikke videre i et forløb, hvis du ikke forstår sproget
  • Indtast kun dit navn, når du er sikker på, at du vil købe den pågældende ydelse
  • Læs i aftalebetingelserne om sælgeren tilbyder fortrydelsesret
  • Kontakt Forbruger Europa, hvis det ikke er muligt at finde en løsning med sælgeren   

 

 

Sidst opdateret: 21. juni 2016

Uddybende spørgsmål fra andre brugere:

Spørgsmål

af Lise d. 08. december 2017 kl. 01:59

Jeg har booket en feriebolig men endnu ikke betalt..hæfter jeg hvis jeg ikke betaler .. bestilt via booking.com. jeg troede det var en reservation, ikke en bindende booking. Hvad gør jeg ?? Kh lise schifter-holm

Svar

af Peter d. 11. december 2017 kl. 00:00

100 %

Ingen lovbestemt fortrydelsesret ved reservation af feriebolig

Din lovbestemte fortrydelsesret ved nethandel gælder ikke for indkvartering, som f.eks. reservation af feriebolig. Du har derfor ikke en lovbestemt ret til at annullere en foretaget reservation, og du hæfter derfor som udgangspunkt for reservationen. 

  • Den erhvervsdrivende kan selv tilbyde mulighed for annullering, eventuelt mod et gebyr. Du bør derfor gennemlæse den erhvervsdrivendes aftalebetingelser grundigt.  

Fandt du svaret nyttigt

Spørgsmål

af Niels Kristiansen d. 09. maj 2017 kl. 13:22

Er det juridisk bindende, hvis man eksempelvis booker en feriebolig eller flybilletter og kun har oplyst navn og adresse? Jeg mener enhver kan jo i ond mening gå ind på en udenlandsk hjemmeside og booke i mit navn og oplyse min adresse, uden jeg er vidende om det. Der kan også oplyses en mailadresse jeg ikke har. I Danmark skal man jo typisk indbetale et beløb inden for en tidsfrist ellers bortfalder bestillingen automatisk.

Svar

af Kristina d. 10. maj 2017 kl. 15:52

100 %
Bindende aftaler
Hvis sælger er i god tro og ikke bør have anledning til at tro, at en anden udgiver sig for at være dig, så er du som udgangspunkt bundet af aftalen over for sælger. Hvis en anden uden din samtykke har udgivet sig for at være dig, skal du håndtere situationen med den person – fx ved at søge erstatning eller melde personen til politiet.
  • Du kan være bundet af aftalen over for sælger, allerede når du kan identificeres
  • Aftalen bortfalder ikke blot fordi, du ikke har betalt
  • Du kan efterfølgende søge erstatning eller sagsøge den, der misbruger dine oplysninger

Fandt du svaret nyttigt

Stil et uddybende spørgsmål til emnet: Hæfter jeg for en feriebooking på nettet, når jeg ikke har gennemført betaling?

Læs artiklen og skriv dit uddybende spørgsmål. Skriv så kort, som du kan. Dit spørgsmål bliver vist her på siden.

Når du kontakter Forbruger Europa for at få svar på et spørgsmål, skal du være opmærksom på, at vi registrerer dine oplysninger. Vi opfordrer dig til at læse privatlivspolitikken om dine rettigheder.

For at undgå spam fra robotter, må vi bede dig svare på et enkelt spørgsmål(Skriv svaret med tal):

Vi bestræber os på at svare på dit spørgsmål indenfor 3 hverdage. Du modtager en mail, når der kommer svar.

Kunne du bruge siden?