Gå til resume Gå til indhold

Koncertbilletter til overpris

Spørgsmål / Svar

I Danmark er det ulovligt for billetbureauer at videresælge billetter til en højere pris. I visse andre lande gælder der andre regler. Det afhænger derfor af, hvilket land, den hjemmeside, hvor du har købt billetterne, hører hjemme.

Gå til indhold
Spørgsmål:

Jeg har købt koncertbilletter på nettet, men da jeg modtog billetterne, viste det sig, at jeg har betalt mere end den påtrykte billetpris. Er det lovligt?

Svar:

Nogle billetbureauer har gjort det til en forretning at indkøbe billetter til koncerter og andre kulturelle arrangementer hos de officielle billetbureauer for derefter at videresælge billetterne til en højere pris.

I Danmark er denne fremgangsmåde ulovlig. Her må billetter til kulturelle arrangementer højst videresælges til den pris, koncertarrangøren har udbudt dem til + det formidlingsgebyr, der eventuelt er betalt til det officielle billetbureau.

Har du købt dine billetter på en udenlandsk hjemmeside, kan der imidlertid gælde andre regler. I Holland, hvor en del online billetbureauer hører hjemme, er der fx ingen regler om salg til overpris, og en hollandsk sælger må derfor godt sælge billetter til overpris. En hollandsk sælger har heller ikke pligt til at oplyse om, at billetten sælges til overpris.

Hvis billetsalg til overpris ikke er forbudt i sælgers hjemland, vil du normalt være bundet af din bestilling, da der normalt ikke er fortrydelsesret ved køb af billetter til kulturelle arrangementer.

Er du interesseret i at vide, om du betaler den officielle billetpris eller en overpris, kan du spørge sælger, inden du køber billetten.

Listen af spørgsmål og svar opdateres jævnligt ud fra de spørgsmål, som Forbruger Europa modtager via telefon, mail, klagesager etc.
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven