Gå til resume Gå til indhold

Undgå ubehagelige overraskelser ved billeje i udlandet

Nyhed

Du tager af sted på ferie og beslutter dig for at leje en bil, så du har nemmere ved at komme omkring på feriemålet. Bilen kører fint, og du afleverer den umiddelbart før hjemrejsen i samme tilstand, som du modtog den i.

Gå til indhold

Nogle dage efter du er kommet hjem, kigger du på dit kontoudtog og ser til din forbavselse, at det firma, du havde lejet bilen af, har trukket et større beløb fra din konto til reparation af en skade, du ikke kender til.

Denne problemstilling oplever Forbruger Europa ofte. ”Vi bliver jævnligt kontaktet af forbrugere, der har haft lejet en bil i udlandet, og som vender hjem til en ubehagelig overraskelse, når de kigger på deres kontoudtog. Typisk handler henvendelserne om, at udlejningsfirmaet har hævet penge for en skade på bilen, som de påstår, at forbrugeren har lavet, men som forbrugeren på den anden side ikke kender noget til”, fortæller Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa.

Få store beløb tilbage

En del af de større kreditkortfirmaer som for eksempel VISA, Mastercard og Eurocard har aftaler med biludlejningsfirmaerne omkring, hvilke efterbetalinger de må foretage, og hvilke betalinger de skal have din godkendelse for at kunne foretage.

Ifølge aftalen må biludlejningsfirmaet trække penge fra din konto, hvis der er tale om mindre beløb til at dække udgifter såsom tankning af bilen, en ekstra lejedag eller bøder for trafikforseelser, du har gjort dig skyldig i, mens du lejede bilen.

Biludlejningsfirmaet må derimod ikke trække større beløb for skader på bilen eller fordi bilen er blevet stjålet.

”Hvis du kommer ud for, at der bliver trukket store beløb fra dit kort, skal du først og fremmest prøve at klage til biludlejer. Kommer der ikke noget ud af det, kan du henvende dig til din bank, som så kan tilbageføre det uretmæssigt hævede beløb. Hvis et biludlejningsfirma vil have betaling for en skade, som du ikke mener, du er ansvarlig for, må firmaet bevise, at du er ansvarlig for skaden, inden du skal betale”, siger Peter Fogh Knudsen.

Der kan være mange gode grunde til at leje en bil, når du er på ferie eller på forretningsrejse i udlandet. Som forbruger er der dog en række ting, som du skal være opmærksom på, før du skriver under på en lejekontrakt:

Tjek bilen igennem

For at sikre dig imod uventede efterbetalinger skal du som forbruger sørge for at tjekke bilen igennem, når du henter den og igen når du afleverer den:

  • Kontroller bilens stand, og sørg for at eventuelle skader bliver noteret i lejekontrakten, så du undgår, at firmaet holder dig ansvarlig for skaderne, når du afleverer bilen.
  • Kontroller bilens kilometertæller og få kilometerantallet skrevet ind i den kontrakt, du indgår med biludlejningsfirmaet.
  • Læs lejeaftalen nøje igennem inden du skriver under. Spørg hvis der er noget, du er i tvivl om.
  • Sæt dig ind i, hvilke bilforsikringer der indgår i billejen og overvej om det er nødvendigt at tegne ekstraforsikringer.

Disse og flere gode råd om billeje i udlandet, kan du fra i dag finde på Forbruger Europas hjemmeside, www.forbrugereuropa.dk.

Sidst opdateret:   26. februar 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven