På mange udenlandske hjemmesider er det nemlig svært at gennemskue, hvor varerne kommer fra.
Omkring halvdelen af Danmarks voksne befolkning køber varer over internettet. Og det er der i mange tilfælde god grund til. Det er nemt og bekvemt at sætte sig ved computeren, hvorfra der er adgang til et verdensomspændende, virtuelt butikscenter, hvor man som forbruger kan sikre sig varer til meget lavere priser end dem, som den lokale, fysiske butik kan tilbyde. Det er dog ikke altid, at varerne ender med at blive så billige, som forbrugerne regner med.
Forbruger Europa modtager løbende henvendelser fra forbrugere, som bliver overrasket over at skulle betale told og moms for varer, som de regner med kommer fra en sælger inden for EU. Herudover volder køb i internetbutikker på Jersey, Guernsey og de øvrige kanaløer også problemer. Forbrugerne klager typisk over, at de ved leveringen bliver opkrævet yderligere omkostninger, som sælger ikke havde oplyst om.
”I de fleste tilfælde ved forbrugerne godt, at det kan blive dyrere end oplyst på hjemmesiden at købe en vare fra en butik uden for EU. Der, hvor de kommer i klemme, er de hjemmesider, hvor det kan være svært at se, hvor sælger kommer fra og hvilket land varerne bliver sendt fra. I nogle tilfælde får man ud fra oplysningerne på hjemmesiden det indtryk, at sælger kommer fra et EU-land, hvor det så senere viser sig ikke at være tilfældet. Og så det er ikke så mærkeligt, når en del forbrugere bliver overrasket, når de modtager en vare, der er blevet en hel del dyrere, end de havde forventet”, siger Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa.
Hertil kommer, at mange forbrugere ikke er opmærksomme på den afgiftsmæssige særstatus, som Jersey, Guernsey og de øvrige kanaløer har i EU. Køber man fra internetbutikker på disse øer, bliver man opkrævet dansk moms og toldbehandlingsgebyr, når man køber for mere end 80 kr. Og det er bestemt ikke altid noget internetbutikkerne gør særligt meget ud af at fortælle forbrugerne.
Vælg internetbutik med omhu
Peter Fogh Knudsen råder forbrugere, der vil undgå problemer, til at være mere selektive, når de vælger hvilke hjemmesider, de vil handle på.
”Det bedste råd vi kan give, er, at forbrugerne skal se sig for, når de går på jagt efter billige varer på nettet. Det skal være nemt at finde ud af, hvem sælgeren er, og hvor varerne bliver sendt fra. Hvis hjemmesiden er svær at gennemskue, er vores råd, at forbrugerne skal forsøge at finde varen på en anden hjemmeside, hvor informationerne er mere tydelige”, siger Peter Fogh Knudsen og peger på Forbruger Europas virtuelle shoppingassistent Howard, der kan hjælpe forbrugere til at finde seriøse hjemmesider og undgå de mere bedrageriske af slagsen.
”Howard kan ikke garantere forbrugerne, at de gør en god handel. Men der er nogle helt basale ting, han kan tjekke, som giver et fingerpraj om, hvorvidt det er en pålidelig forretning, forbrugeren er kommet ind i. Howard tjekker blandt meget andet, hvordan andre forbrugere bedømmer den konkrete hjemmeside. Hvis mange forbrugere bliver overrasket over ekstraomkostninger, når de bestiller varer på hjemmesiden, vil det typisk fremgå i forbrugernes bedømmelse af siden”, siger Peter Fogh Knudsen.
Undlad at afhente varen
Hvis det alligevel går galt, og forbrugeren i stedet for at modtage den bestilte vare til den aftalte pris modtager en besked om at varen ligger klar til afhentning på posthuset mod betaling af told, moms og gebyr, kan man overveje at undlade at afhente varen. Så går den retur til sælger, som må tilbagebetale pengene. Tilbagebetaler sælger ikke frivilligt, kan man bede sin bank om at føre pengene tilbage på kontoen, hvis man har betalt med kreditkort. Undlader man at afhente varen, opkræver Post Danmark heller ikke toldbehandlingsgebyret.
”I praksis kan disse sager godt give en del problemer for forbrugerne. Er problemet med en sælger, der driver virksomhed i EU, kan forbrugerne kontakte Forbruger Europa. Vi kan så igennem vores netværk hjælpe dem med at finde en løsning på sagen”, siger Peter Fogh Knudsen.
Gode råd
- Kontroller sælgerens kontaktoplysninger, før du bestiller en vare på en hjemmeside og vær opmærksom på, om sælger kommer med oplysninger om, hvor varerne sendes fra
- Brug Forbruger Europas interaktive shoppingassistent Howard. Når du indtaster hjemmesidens navn og hjemland, får du blandt meget andet at vide, hvordan andre forbrugere har bedømt siden
- Betal altid med kreditkort, når du handler på udenlandske hjemmesider
- Havner du i problemer med en sælger fra et andet EU-land, kan du kontakte Forbruger Europa, som kan hjælpe dig med din klage
Afgiftsregler
- Du skal betale told, hvis dine varer tilsammen koster mere end 1.150 kroner. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af hvilken type vare, du har købt. Mens nogle varer, som fx mobiltelefoner, er fritaget for told, kan andre varer koste op til 15 procent af varens pris SKAT har lavet en liste over, hvor meget told du skal betale for bestemte varer, som du kan finde på deres hjemmeside www.skat.dk.
- Du skal betale moms, hvis dine varer koster mere end 80 kroner i alt. Momsen udgør altid 25 procent af varens pris medregnet fragtomkostninger og evt. told.
- Hvis du bestiller varer som fx spiritus, kaffe eller chokolade fra et land uden for EU, skal du desuden betale en såkaldt punktafgift.
- Endelig vil transportøren tage et gebyr for at udregne moms og told. Post Danmark tager eksempelvis 155 kroner, så snart varer, der kommer fra et land uden for EU eller fra kanaløerne, koster mere end 80 kroner.
Sidst opdateret:
25. juni 2009