Når verdenskendte musikere og sportsstjerner gæster de europæiske scener og stadioner, så har deres danske fans fået stadig bedre muligheder for at opleve dem. Hvis billetterne er udsolgt hos de danske billetbureauer, så kan de danske fans være heldige at få fat i de eftertragtede billetter hos udenlandske billetbureauer.
Det gjorde fem danske forbrugere, der købte billetter hos det norske billetbureau Euroteam til fire forskellige begivenheder i henholdsvis Birmingham, London og Madrid. Men skuffelsen var stor, da det viste sig, at det norske billetbureau ikke levede op til dets forpligtigelser.
To forbrugere fik deres koncert aflyst, men fik kun tilbudt at få billetterne delvist refunderet. De tre andre forbrugere fik nogle dårligere pladser, end de havde betalt for.
- Der er gode muligheder for at få fingre i ellers udsolgte billetter, hvis man tjekker de udenlandske billetbureaer. Man skal bare være opmærksom på, at det er et marked, der er plaget af brodne kar, siger leder af Forbruger Europa, Peter Fogh Knudsen.
Forbruger Europa hjalp de fem forbrugere med at indbringe sagen for Forbrukertvistutvalget i Norge, som er pendanten til det danske forbrugerklagenævn. Billetterne til Michael Jackson koncerten bliver nu helt refunderet, mens de tre andre billetter bliver delvist refunderet.
- Vi kan hjælpe forbrugere med en klagesag i andre europæiske lande, og det kan give dem deres penge helt eller delvist tilbage. Men forbrugerne kan også selv komme skuffelsen i forkøbet ved at tjekke sælger grundigt, når de vælger, hvem de handler med, siger Peter Fogh Knudsen.
Undgå de værste fælder, når du køber billetter
- Tjek altid sælgers seriøsitet, inden du handler, ved at søge oplysninger om sælger på nettet.
- Betal med kreditkort, så kan du let få pengene ført tilbage af banken, hvis billetterne ikke bliver leveret som aftalt.
- Hvis en koncert/forestilling bliver aflyst, kan du som udgangspunkt få dine penge retur fra arrangøren. Den erhvervsdrivende kan dog have taget forbehold for aflysninger, der fx skyldes dårligt vejr eller lignende.
- Det er mere sikkert at få sendt billetten med anbefalet post frem for med almindelig post. Print den eventuelt selv, hvis du bestiller via nettet.
- Når du har modtaget din billet, så kontroller, om alle oplysninger stemmer overens med det, du har bestilt. Hvis der er ukorrekte oplysninger, så kontakt den erhvervsdrivende hurtigst muligt.
Vær desuden opmærksom på
- At du ikke har en lovfæstet fortrydelsesret – hverken når du køber billetter på nettet eller fra et fysisk salgssted.
- At du typisk ikke har krav på at få tilbagebetalt et eventuelt ekspeditionsgebyr, hvis koncerten bliver aflyst.
Sidst opdateret:
23. februar 2011
Giv din vurdering af denne side