Gå til resume Gå til indhold

Forbrugere oplever bøvl med billetter købt i udlandet

Nyhed

Forbruger Europa får løbende klager fra danskere, der har købt billetter hos udenlandske billetudbydere. I midten af september indledte Europa-Kommissionen og forbrugermyndighederne i EU en undersøgelse af udbydere af billetter til sports- og kulturarrangementer. I Danmark står Forbrugerombudsmanden for undersøgelsen.

Gå til indhold

Forventningerne er store, når forbrugerne gennem udenlandske billetudbydere har fået fingre i eftertragtede billetter til fx FC Barcelona eller U2. Men oplevelsen ender for nogle med at blive dårlig, for billetterne når aldrig frem til forbrugeren.

Forbruger Europa får løbende klager fra danskere, der har købt billetter hos udenlandske billetudbydere.

Forbrugerne oplever for eksempel, at den udenlandske billetudbyder ikke kan levere billetten og lover at refundere det betalte beløb. Men mens forbrugeren ærgrer sig over at være gået glip af oplevelsen, venter forbrugeren forgæves på at få pengene retur. En anden problemstilling er, hvis en koncert bliver aflyst. Forbrugerne klager over, at visse billetudbydere først tilbyder at tilbagebetale 90 procent og senere kun 50 procent.

- Når danskerne køber sports- eller koncertbilletter i andre europæiske lande er det for det meste en gnidningsfri handel. Derfor er det ærgerligt, at enkelte brodne kar skal ødelægge det for de forbrugere, der gerne vil af sted til en fodboldkamp eller koncert med deres store idol, siger Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa. Han opfordrer forbrugerne til altid at tjekke sælgernes seriøsitet, inden de handler og til altid at betale med kreditkort.

Forbrugerombudsmanden og Europa-Kommissionen undersøger området

I midten af september indledte Europa-Kommissionen sammen med forbrugermyndighederne i de enkelte EU-lande en undersøgelse af udbydere af billetter til sports- og kulturarrangementer – en såkaldt sweep. I sweepen gennemgår forbrugermyndighederne – i Danmark er det Forbrugerombudsmanden – de nationale billetudbyderes hjemmesider for at se, om de lever op til lovgivningen, og om der evt. er områder, hvor de kan forbedre sig.

5 gode råd, når du køber billetter på nettet

  • Tjek altid sælgers seriøsitet, inden du handler, ved at søge oplysninger om sælger på nettet.
  • Betal med kreditkort, så kan du let få pengene ført tilbage af banken, hvis billetterne ikke bliver leveret som aftalt.
  • Hvis en koncert/forestilling bliver aflyst, kan du som udgangspunkt få dine penge retur fra arrangøren. Den erhvervsdrivende kan dog have taget forbehold for aflysninger, der fx skyldes dårligt vejr eller lignende.
  • Det er mere sikkert at få sendt billetten med anbefalet post frem for med almindelig post. Print den selv, hvis du bestiller via nettet.
  • Når du har modtaget din billet, så kontroller, om alle oplysnin-ger stemmer overens med det, du har bestilt. Hvis der er ukorrekte oplysninger, så kontakt den erhvervsdrivende hurtigst muligt.

Vær desuden opmærksom på

  • At du ikke har en lovfæstet fortrydelsesret – hverken når du køber billetter på nettet eller fra et fysisk salgssted.
  • At du typisk ikke har krav på at få tilbagebetalt et eventuelt ekspeditionsgebyr, hvis koncerten bliver aflyst.

Kilde: forbrug.dk og Forbruger Europa

Sidst opdateret:   23. september 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven