Nu kan du få hjælp 24 timer i døgnet hos Forbruger Europa, hvis du har spørgsmål om det at handle og rejse i andre EU-lande. Forbruger Europa lancerer i dag EMMA, der er en online rådgiver, og som svarer på en lang række typiske spørgsmål om handel over grænserne. Det kan være spørgsmål om alt fra flyrejser og mistet bagage til leveringsomkostninger og fortrydelsesret.
”Med EMMA kan Forbruger Europa yde en bedre service over for vores brugere, fordi de kan få hjælp hele døgnet. Desuden bliver Forbruger Europa klogere på, hvad der rører sig af problemer for danskerne, og dermed kan vi fremover målrette vores information på en mere effektiv måde,” siger Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa.
Som bruger af EMMA er man med til at gøre hende klogere. Forbruger Europa opdaterer nemlig løbende EMMA på de områder, hvor mange har spørgsmål. Og hvis EMMA ikke kan svare på netop dit spørgsmål, kan du ved at oplyse din e-mailadresse få svaret på e-mail. I nogle tilfælde får du også et nummer til Forbruger Europa, så du kan tale med en af vores medarbejdere.
Forbruger Europa er et fælleseuropæisk netværk af forbrugercentre, som arbejder for, at det skal være trygt at handle i ethvert EU-land, uanset hvor forbrugeren kommer fra.
Sidst opdateret:
30. september 2008
Giv din vurdering af denne side