Gå til resume Gå til indhold

Biludlejningsfirma får bøde på to millioner euro

Nyhed

Efter Forbruger Europa har modtaget adskillige klager over det sydeuropæiske biludlejningsselskab Goldcar, har de italienske konkurrencemyndigheder nu reageret og dømt Goldcar for urimelig handelspraksis. Også mange danskere har klaget over Goldcar.
Gå til indhold
Det skulle være nemt og overskueligt at booke en udlejningsbil på nettet, men mange forbrugere er blevet opkrævet ekstra betaling, når de skulle afhente lejebilen hos udlejningsselskabet Goldcar.

Goldcar i Italien og Spanien straffes nu for aggressiv markedsføring af deres tillægsydelser. Den italienske konkurrencemyndighed (AGCM) udtaler, at Goldcar ikke har informeret forbrugerne klart og tilstrækkeligt ved booking om priserne på ekstra forsikringer. AGCM kan heller ikke acceptere Goldcars vilkår for genopfyldning af brændstof. Konkurrencemyndigheden kritiserede selskabet for at udnytte, at forbrugerne er i en svag position. I alt blev en bøde på to millioner euro pålagt Goldcar Italien og Goldcar Spanien.

 

"Goldcar er et af de selskaber, som danskere ofte klager over, når de har lejet bil i Sydeuropa. Vi håber, at konkurrencemyndighedens afgørelse vil få betydning for Goldcars handelspraksis fremover, så de overholder EU’s forbrugerlovgivning," siger leder af det danske Forbruger Europa kontor, Lars Arent.

På baggrund af en lang række klager, som Forbruger Europa netværket har modtaget over billeje har Europa-Kommissionen og forbrugermyndigheder i de enkelte EU-lande fået branchens fem største selskaber til at ændre og forbedre deres handelspraksis, kontraktvilkår og interne politikker efter dialogen med myndighederne.

Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt er enige om at informere forbrugerne klart om de vigtigste karakteristika, gebyrer og tillægsydelser. Også proceduren i tilfælde af skader skal være mere fair over for forbrugeren. Europa-Kommissionen vil fortsat overvåge branchens praksis.

Læs mere om Europa-Kommissionens indsats over for biludlejningsbranchen


Gode råd ved aggressiv markedsføring

  • Hvis personalet lægger pres på dig, så vælg et andet biludlejningsfirma.
  • Hvis du har desperat brug for bilen, så betal de opkrævede gebyrer under protest og få det indskrevet i kontrakten, at du er uenig i beløbet. Få navnet på medarbejderen og noter det. Send straks en klage til selskabets hovedkontor med din skriftelige dokumentation på uenigheden.
  • Hvis din klage ikke bliver håndteret, så kan du kontakte dit kreditkortselskab og bede dem om at tilbageføre din betaling. Dine chancer for tilbageførsel er bedst, hvis du er i stand til at bevise, at du er blevet presset til at betale. Det kan være nyttigt at informere kreditkortselskabet om konkurrencemyndighedernes afgørelse over for Goldcar.

Hvad er Forbruger Europa?

Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Pressekontakt

For yderligere information kontakt Stine Sofie Mathisen på telefon 41 71 52 63 eller mail stma@forbrugereuropa.dk

Sidst opdateret:   19. januar 2017
 
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
  • Del Del