Ombyttede varer
Afviser en udenlandsk sælger en reklamation af en ombyttet vare under henvisning til at den oprindelige to-års frist er udløbet, anbefaler vi, at du kontakter Forbruger Europa for at få afklaret, hvad dine rettigheder er i den konkrete situation.
Hvis du i stedet for ombytning får varen repareret, og den samme fejl opstår endnu en gang, kan du i Danmark klage over denne fejl i fem år efter reparationen blev udført. Har du handlet i et andet EU-land, afhænger det af det enkelte lands regler, hvad der gælder i denne situation.
Reklamationsret på udsalgs- og 2. sorteringsvarer
En sælger kan ikke undtage en hel gruppe af varer, eksempelvis 2. sorteringsvarer eller udsalgsvarer, ved et generelt forbehold. Dog vil du ikke kunne reklamere over en fejl, som har været årsagen til, at varen er sat ned, eksempelvis en plet på en taske eller et hul i et par bukser, og du på forhånd blev gjort opmærksom på fejlen. Reklamationsretten gælder således kun for fejl, som du ikke senest på købstidspunktet var blevet gjort opmærksom på.
Oprettet:
21. januar 2010
Giv din vurdering af denne side