Når du køber en vare inden for EU (samt Norge og Island) findes der et fælles sæt regler, der beskriver de rettigheder, du, som forbruger, som minimum har. Disse regler betyder, at du i vidt omfang lovgivningsmæssigt har den samme beskyttelse, når du handler i andre EU-lande, som når du handler i Danmark. De eksisterende EU-regler er imidlertid minimumsregler, og de enkelte lande kan derfor vælge at stille forbrugerne bedre end EU-reglerne kræver.
Ifølge EU-regler, har du altid minimum to års reklamationsret på varer købt inden for EU, men derudover kan der være vigtige forskelle på, hvad du har krav på, og hvordan du skal bære dig ad.
Forskel på reklamationsret og garanti
En garanti erstatter ikke reklamationsretten, men løber sideløbende med den. Hvis der opstår en fejl, som ikke er dækket af garantien, kan den godt være dækket af reklamationsretten, og du kan dermed henvende dig til sælger.
Nogle gange tales der om seks måneders garanti i henhold til købeloven eller de tilsvarende europæiske regler, hvilket kan virke forvirrende. Denne seks måneders ”garanti” vedrører imidlertid alene spørgsmålet om, hvem der skal bevise, at en mangel var til stede allerede på leveringstidspunktet. Ifølge den danske købelov (og den bagvedliggende EU-lovgivning) formodes en fejl de første 6 måneder efter leveringen at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælger kan bevise, at det ikke var tilfældet. De første seks måneder af den to-årige reklamationsperiode kommer derfor til at minde om en garanti rent bevismæssigt, og omtales derfor nogle gange som en garanti.
Når du handler i udlandet, skal du i øvrigt være opmærksom på, at det engelske ord ”Guarantee” ofte bruges både om reklamationsret og garanti. Garanti svarende til den danske fortolkning kan kaldes ”Commercial Guarantee” eller ”Warranty”. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte Forbruger Europa.
Vær opmærksom på, at vi kun behandler forbrugerkøb i dette tema. Det vil sige køb, hvor en privatperson handler med en erhvervsdrivende. Handel mellem to erhvervsdrivende eller to privatpersoner behandles ikke.
Oprettet:
21. januar 2010
Giv din vurdering af denne side