Eksempler på garantier kunne være en fem års funktionsgaranti på et stereoanlæg eller en fem års rustgaranti på en bil. Afhængig af garantibetingelserne vil du kunne klage til garantigiver i hele garantiperioden, hvis stereoanlægget går i stykker, eller bilen begynder at ruste.
Forskel på garanti og reklamationsret
En garanti erstatter ikke reklamationsretten, men løber sideløbende med den. Hvis der opstår en fejl, som ikke er dækket af garantien, kan den godt være dækket af reklamationsretten, og du kan dermed henvende dig til sælger.
Nogle gange tales der om seks måneders garanti i henhold til købeloven eller de tilsvarende europæiske regler, hvilket kan virke forvirrende. Denne seks måneders ”garanti” vedrører imidlertid alene spørgsmålet om, hvem der skal bevise, at en mangel var til stede allerede på leveringstidspunktet. Ifølge den danske købelov (og den bagvedliggende EU-lovgivning) formodes en fejl de første seks måneder efter leveringen at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælger kan bevise, at det ikke var tilfældet. De første seks måneder af den to-årige reklamationsperiode kommer derfor til at minde om en garanti rent bevismæssigt, og omtales derfor nogle gange som en garanti.
Når du handler i udlandet, skal du i øvrigt være opmærksom på, at det engelske ord ”Guarantee” ofte bruges både om reklamationsret og garanti. Garanti svarende til den danske fortolkning kan kaldes ”Commercial Guarantee” eller ”Warranty”. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte Forbruger Europa.
Der skelnes typisk mellem produkt-/producentgarantier og forhandlergarantier:
Produkt-/ producentgaranti
En produkt- eller producentgaranti, som er den mest benyttede form for garanti, knytter sig til selve produktet og vil ofte dække også andre lande end der, hvor varen er købt, fx indenfor Europa eller i hele verden. Det er typisk producenten, der yder garantien. Hvis du vil gøre brug af garantien, behøver du derfor ikke henvende dig til sælger, men kan henvende dig direkte til producenten. Eksempler på produktgarantier kunne være 30 års garanti mod nedslidning af et gulv, eller at det ikke blegner, når det udsættes for sollys. Det kunne også være tre års garanti på, at batteriet til en bærbar computer kan genoplades.
Forhandlergaranti
En forhandlergaranti ydes af forhandleren/sælgeren, og hvis du ønsker at gøre brug af garantien, skal du henvende dig direkte til forhandleren. Ved køb i udlandet får du altså her typisk ikke den fordel, du kan få ved produktgarantier, at du kan indlevere varen til reparation i Danmark. En forhandlergaranti kan dog give dig andre værdifulde rettigheder, som ikke følger direkte af din reklamationsret. En typisk branche, hvori der tilbydes forhandlergarantier, er ved salg af brugte biler, hvor forhandlere indestår for særlige forhold ved bilen.
Dine nærmere rettigheder i henhold til garantien skal fremgå af garantibetingelserne. Se mere herom i de øvrige afsnit.
Vær opmærksom på, at vi kun behandler forbrugerkøb i dette tema. Det vil sige køb, hvor en privatperson handler med en erhvervsdrivende. Handel mellem to erhvervsdrivende eller to privatpersoner behandles ikke.
Vær opmærksom på, at vi kun behandler forbrugerkøb i dette tema. Det vil sige køb, hvor en privatperson handler med en erhvervsdrivende. Handel mellem to erhvervsdrivende eller to privatpersoner behandles ikke.
Oprettet:
21. januar 2010