En europæisk rejsearrangørs konkurs
Hvis rejsearrangøren hører hjemme i et EU/EØS-land, vil rejsen være omfattet af det pågældende lands rejsegarantiregler. Alle EU-lande er i henhold til direktivet om pakkerejser forpligtet til at stille garanti i tilfælde af en rejsearrangørs konkurs, således at forbrugeren kan få tilbagebetalt rejsens pris og kan blive transporteret hjem.
For at være omfattet af den danske Rejsegarantifonds dækningsområde, som du kan finde på Rejsegarantifonden.dk, skal rejsen være købt hos en rejsearrangør, der har kontor i Danmark, eller hos en agent for en udenlandsk rejsearrangør, hvis agenten har kontor i Danmark. Rejsegarantifonden dækker altså ikke, hvis rejsearrangøren ikke har kontor i Danmark.
Det kan især være vanskeligt at konstatere, i hvilket land rejsearrangøren har hjemme ved køb af rejser på internettet. Kan du ikke finde sælgers kontaktoplysninger på hjemmesiden, bør du finde en anden side at handle på. Mangler oplysningerne, kan du ofte tage det som et udtryk for, at sælger ikke er interesseret i at blive fundet. Får du efterfølgende problemer, står du i en vanskelig situation, hvis du for eksempel kun har en e-mail adresse på sælger.
Dækningsreglerne - både inden og uden for EU - kan være meget forskellige fra de danske, og det er derfor en god ide inden køb af rejsen, at spørge rejsearrangøren om de dækningsregler, der er gældende for den pågældende rejse.
Hvis rejsearrangøren hører hjemme udenfor EU/EØS-området, kan du ikke være sikker på, at der overhovedet findes nogen rejsegarantiordning. Du kan derfor komme ud for, at du selv må klare hjemrejsen, hvis arrangøren går konkurs.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du sikrer dig i tilfælde af konkurs på din rejse i EU, så kontakt Forbruger Europa.
En dansk rejsearrangørs konkurs
Hvis en dansk arrangør af pakkerejser går konkurs, kan Rejsegarantifonden hjælpe med hjemrejse, godtgørelse og erstatning.
Alle rejsearrangører, som udbyder eller sælger rejsearrangementer i Danmark i deres eget navn, skal ifølge Rejsegarantifondsloven, som du kan finde på Rejsegarantifonden.dk, være registreret i rejsegarantifonden. Du kan altid få oplyst, om en bestemt rejsearrangør er registreret i fonden, ved at søge på Rejsegarantifondens hjemmeside under "Registrerede rejsearrangører".
Rejsegarantifonden er en privat, selvejende institution. Fonden yder bistand til rejsekunder, der er kommet i knibe, fordi deres rejsearrangør går konkurs.
Fonden dækker kun pakkerejser, og pakkerejsen skal være købt af en rejsearrangør, der har kontor i Danmark, eller en agent for en udenlandsk rejsearrangør, hvis agenten har kontor i Danmark.
Hvis den danske rejsearrangør går konkurs, inden du har påbegyndt din rejse, så kan Rejsegarantifonden erstatte det beløb, som du har indbetalt til rejsearrangøren.
Fonden erstatter ikke beløb for en forsikring du har købt i forbindelse med rejsen. Hvis du vil have dette beløb erstattet, skal du rette direkte henvendelse til det pågældende forsikringsselskab.
Hvis den danske rejsearrangør går konkurs, mens du er ude at rejse, og konkursen medfører, at du ikke kan blive på dit hotel, så sørger fonden for, at du har et sted at overnatte. Fonden sørger også for, at du bliver transporteret tilbage til det sted, hvor rejsen blev påbegyndt, hvis du har købt transporten af rejsearrangøren.
Fonden skal ifølge loven sørge for hjemtransport "inden rimelig tid". Det kan forekomme, at du må blive længere på rejsemålet, end det oprindelig var forudsat, men fonden kan ikke dække tabt arbejdsfortjeneste eller lignende som følge af, at du kommer for sent hjem.
Fonden dækker ikke udgiften til billetter, hvis du ikke ønsker at afvente fondens hjemtransport og i stedet selv vælger at sørge for at komme hjem.
Hvis fonden er nødt til at afbryde din ferie, får du udbetalt godtgørelse for den del af ferien, du ikke fik afholdt.
Oprettet:
19. januar 2010