Hvis dit fly er blevet forsinket eller aflyst, eller du er blevet afvist ved boarding mod din vilje eller frivilligt valgte at stå af, og du ikke mener, at flyselskabet har overholdt de nævnte regler, så skal du klage skriftligt til flyselskabet og evt. medsende dokumentation for dit krav. Husk at gemme en kopi af din klage.
Hvis du ikke modtager et svar fra selskabet indenfor rimelig tid, eller hvis du ikke er tilfreds med selskabets svar, så har du i Danmark mulighed for at få behandlet din klage af følgende klageinstanser:
Trafikstyrelsen
Trafikstyrelsen behandler klager fra passagerer, der ikke mener, at deres rettigheder efter EU forordning 261/2004 er blevet overholdt.
Det er en forudsætning for, at Trafikstyrelsen kan behandle klagen, at flyet er udgået fra Danmark, eller at der er tale om en flyvning med et EU-luftfartsselskab til Danmark fra et land, som ikke er medlem af EU.
Hvis dit fly ikke er udgået fra Danmark, men et andet EU-land, eller hvis du flyver med et EU-luftfartsselskab fra et ikke EU-land til et andet EU-land end Danmark, så kan du i stedet få behandlet din klage af den myndighed, der behandler klager over manglende overholdelse af forordningen, i det pågældende EU-land.
Se en liste over myndighederne.
Hvis du er i tvivl om, hvilken luftfartsmyndighed der skal behandle klagen, kan du altid indsende din klage til hvilken som helst af myndighederne - også Trafikstyrelsen - som vil videresende din klage til rette myndighed i det pågældende land eller kontakte Forbruger Europa.
Læs mere om Trafikstyrelsen.
Pakkerejse-Ankenævnet og Forbrugerklagenævnet
Hvis du vil klage over forhold i relation til forsinkelsen, som ikke er omfattet af forordningen om flypassagerers rettigheder, så kan Pakkerejse-Ankenævnet eller Forbrugerklagenævnet måske hjælpe dig.
Når du fx ikke et forbindelsesfly pga. en forsinkelse, giver forordningen dig ikke mulighed for at købe erstatningsbilletter på flyselskabets regning eller kræve kompensation/erstatning for disse. Ligeledes behandler forordningen ikke spørgsmålet om, hvorvidt du kan kræve erstatning for eventuelle tab forårsaget af forsinkelsen, fx mistet tid på rejsemålet, tabt arbejdsfortjeneste eller lignende.
I disse tilfælde skal du klage til rejsearrangøren og flyselskabet. Såfremt du ikke får medhold i din klage, kan du gå videre med sagen.
Pakkerejse-Ankenævnet
Pakkerejse-Ankenævnet behandler klager over flyrejser, som er købt som en del af en pakkerejse og såfremt pakkerejsen er arrangeret og/eller købt af en virksomhed i Danmark.
En pakkerejse er et rejsearrangement, der består af mindst to af følgende elementer:
- Transport.
- Indkvartering.
- Anden turistmæssig ydelse, der ikke er knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af rejsen.
Eksempler på kombinationer af de forskellige elementer kunne være en flyrejse med tilhørende hotelophold, en flyrejse og billeje eller en flyrejse og billet til koncert, fodboldkamp eller lignende.
Der er endvidere en betingelse, at disse elementer udbydes eller sælges samlet og at den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.
Du kan læse mere om pakkerejser på forbrug.dk, og om hvordan du klager til Pakkerejse-Ankenævnet på nævnets egen hjemmeside.
Pakkerejse-Ankenævnet kræver, at forbrugeren udfylder et specielt klageskema samt indbetaler et klagegebyr før sagsbehandlingen påbegyndes. Klagegebyrets størrelse finder du på nævnets hjemmeside.
Forbrugerklagenævnet
De sager, som Pakkerejse-Ankenævnet ikke kan behandle (eksempelvis flyrejser, som ikke er købt af en del af en pakke-rejse), vil i mange tilfælde kunne behandles i Forbrugerklagenævnet i stedet. Det er dog en forudsætning for Forbrugerklagenævnets behandling af sagen, at der er værneting her i Danmark. Dvs., at sagen efter nogle nærmere regler kan behandles ved en domstol eller et klagenævn i Danmark.
Fx kan Forbrugerklagenævnet behandle klager over flyrejser, der er købt i Danmark, men hvor afgangslufthavnen er udenfor Danmark eller udenlandsk virksomhed med dansk hjemmeside.
Forbrugerklagenævnet kræver, at forbrugeren udfylder et specielt klageskema samt indbetaler et klagegebyr før sagsbehandlingen påbegyndes.
Du kan læse mere om Forbrugerklagenævnet, hvordan du klager til nævnet og gebyret for klagesagsbehandlingen på forbrug.dk.
Forbruger Europa
Såfremt din klage ikke passer ind under hverken SLV, Pakkerejse-Ankenævnet eller Forbrugerklagenævnet, eller hvis du er i tvivl, kan du kontakte Forbruger Europa.
Vi vil kunne rådgive om det videre forløb og hjælpe dig med at få din sag behandlet i et andet EU-land, hvis det viser sig, at sagen skal behandles der.
Hvis du ønsker at klage til Forbruger Europa, beder vi dig udfylde vores klageformular.
Læs om, hvordan du klager over forsinket, beskadiget eller bortkommet bagage.
Se EU-Kommissionens oversigt over luftfartsmyndigheder i de enkelte EU-lande (engelsk PDF).