Hvis du har købt billetten direkte hos flyselskabet
Når et selskab går konkurs, er det som hovedregel et udtryk for, at der ikke er flere penge i selskabet, og du skal derfor ikke forvente, at du får pengene tilbage for den ubrugelige billet.
Betalt med betalingskort
Hvis du har betalt billetten med et betalingskort, vil vi anbefale, at du kontakter den bank, hvor kortet er udstedt, og beder dem om hjælp til at få pengene tilbage. Afhængigt af din aftale med banken og/eller kortselskabet, kan du have krav på, at banken trækker betalingen tilbage.
Du skal være opmærksom på, at et VISA/Dankort indeholder to betalingskort i et. På danske hjemmesider betaler man med Dankort-delen, mens man på udenlandske hjemmesider betaler med VISA-delen. Muligheden for at banken kan trække en betaling tilbage i tilfælde af konkurs gælder ikke for Dankortet.
Betalt på anden vis
Hvis billetten ikke var betalt med et betalingskort, er du henvist til at anmelde dit krav i konkursboet. Der udpeges en kurator, som tager sig af at opgøre gælden og aktiverne i boet, og hvis der skulle vise sig at være flere værdier, end der er gæld, kan man være heldig at få en del af sit krav dækket. Det vil dog tage lang tid førend boet er opgjort.
Vi har fra vores spanske søsterkontor ECC Spanien fået at vide, at et andet spansk flyselskab, Air Madrid, gik konkurs i 2006, og at nogle af passagererne nu – fem år senere – har fået delvis refusion.
På Spanairs og Malevs hjemmesider kan du finde oplysninger om, hvor du skal anmelde dit krav.
På Spanairs hjemmeside finder du en en onlineklageformular, som kan bruge til at kræve refusion af aflyste billeter. Formularen skal du udfylde og sende via hjemmesiden. Hvis dit krav vedrører andet, skal kravet samt dokumentation sendes skriftligt via e-mail til
usuarios.spanair@grupogispert.com
eller med post til
Grupo Gispert, Abogados y Economistas S.L.P
C/ Rosselló, 285 bis, Entresuelo 2ª
08037 Barcelona
Tel.: 0034 971 916 047
Vær opmærksom på at når du anmelder dit krav vedrørende Spanair, så skal anmeldelsen være modtaget inden den 15. april 2012.
Hvad angår anmeldelse af krav til Malev, så skal det ske senest den 26. marts 2012.
Hvis du har købt billetten hos en dansk rejsearrangør eller hjemmeside
I dag er det ret almindeligt, at man søger efter flybilletter på internetportaler, som kan sammenligne flere selskaber, eller gennem en rejsearrangør. Hvis du har købt din flybillet på den måde, og der er tale om en dansk sælger, skal du kontakte salgsstedet skriftligt med det samme. Du kan kræve at få dine penge tilbage, fordi sælgeren jo ikke kommer til at levere den ydelse, du har købt. Men du kan formentlig også kræve, at sælgeren finder dig en anden tilsvarende billet med et andet selskab.
Hvis det et vigtigt for dig at komme af sted på en bestemt dato, kan det være, at du må acceptere en længere rejsetid, fordi du må mellemlande. Og hvis den aflyste billet var en lavprisbillet, kan du ikke nødvendigvis kræve at blive ombooket til en højere klasse eller til et ”bedre flyselskab”. Hvis sælgeren afviser dig, kan du klage til Forbrugerklagenævnet.
Du bør være opmærksom på, at hvis du kræver at få pengene tilbage, må du selv betale en ny billet – også selvom den bliver dyrere end den oprindelige.
Hvis du har købt billetten hos en udenlandsk rejsearrangør eller hjemmeside
Hvis billetten er købt på en udenlandsk hjemmeside, er det ikke sikkert, at det er danske regler, der finder anvendelse. Vi vil dog anbefale, at du forholder dig som beskrevet ovenfor – altså kontakter sælgeren skriftligt så hurtigt som muligt og kræver en ombooking eller pengene tilbage.
Hvis sælgeren afviser dit krav, kan du kontakte Forbruger Europa for at høre mere om dine klagemuligheder.
Hvis billetten var betalt med et betalingskort, vil vi anbefale, at du kontakter din bank/kortudstederen for at høre, om de kan hjælpe med at trække betalingen tilbage, se ovenfor.
Forsikring
Hvis du i forbindelse med købet af billetten valgte at købe konkursforsikring (20 kr.), skal du henvende dig hos Rejsegarantifonden for nærmere information. Det skal fremgå af din faktura, hvis du har købt konkursforsikring.
Hvis du har en rejseforsikring – det kan være en del af din indboforsikring eller en, du har tegnet selvstændigt – kan du kontakte forsikringsselskabet for at få oplyst, om de dækker konkurstilfælde.
Hvis du ikke er dækket af en forsikring, og billetten var købt direkte hos flyselskabet, kan du formentlig kun anmelde dit krav i konkursboet, se ovenfor.