Gå til resume Gå til indhold

Erstatning og kompensation

Artikel

Hvis du som flypassager har været udsat for en aflysning eller er blevet afvist ved boarding, kan du have krav på kompensation og/eller erstatning. Forbruger Europa oplyser dig om, hvilke muligheder og krav du kan have.

Gå til indhold

Kompensation

Kompensation er et standardiseret beløb, du har krav på, uanset om du er blevet påført udgifter som følge af aflysningen eller boardingafvisningen – en form for plaster på såret for den ulejlighed, episoden har forvoldt. Kompensationsbeløbet er på mellem 125-600 euro (mellem 950-4.500 kr.).

Kompensationen kan dog bortfalde, hvis aflysningen eller boardingafvisningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet. Det er især pludseligt opståede tekniske problemer med flyet og dårligt vejr, idet sikkerheden vejer tungere end planmæssig afgang.

Erstatning

Heroverfor står erstatning. Erstatning er altid knyttet til et økonomisk tab, og den der kræver erstatning, skal normalt kunne dokumentere sit tab.

Erstatning kan fx komme på tale:

  • Hvis du får ekstra udgifter til køb af nye billetter, fordi flyselskabet aflyser den afgang, du skulle have været med.
  • Hvis du på grund af en flyforsinkelse kommer for sent til et forbindelsesfly og derfor er nødt til at ændre din billet eller købe nye billetter.
  • Hvis du har haft udgifter til hotel, billeje eller andet, som du ikke kan gøre brug af som følge af en forsinkelse eller en aflysning.
  • Hvis du har tabt arbejdsfortjeneste som følge af en forsinkelse eller aflysning.

Du kan maksimalt kræve 4.694 SDR (ca. 40.800 kr.) i erstatning ved flyforsinkelser. Vedrører dit erstatningskrav forsinket, ødelagt eller bortkommet bagage, kan du maksimalt kræve 1.131 SDR (ca. 9.800 kr.) i erstatning. Årsagen er, at disse former for erstatningskrav reguleres af Montreal Konventionen, som har fastsat beløbsgrænser.

Konventionen fastsætter imidlertid ingen maksimal erstatning i tilfælde af boardingafvisning eller aflyste fly. Her kan du fremsætte dit fulde erstatningskrav.

Bortfald af erstatning

Også retten til erstatning kan imidlertid bortfalde. Flyselskabet er ikke ansvarlig for skader, som skyldes aflysninger og forsinkelse, hvis det godtgør, at det selv, dets ansatte og dets agenter har taget alle forholdsregler, som med rimelighed kan forlanges, for at undgå skaden, eller at det ikke har været muligt for dem at gøre det.

Hvis du mener, du har krav på erstatning, skal du først klage til flyselskabet. Sammen med din klage bør du fremsende kopi af dokumentation for dit krav, fx kvitteringer for indkøb af drikkevarer, mad, tøj eller lignende. Har du ikke købt rejsen direkte hos flyselskabet, men hos et rejsebureau, bør du også fremsætte dit erstatningskrav over for rejsebureauet.

Hvis flyselskabet/rejsebureauet afviser dit krav, kan du klage til Forbruger Europa. Er der tale om et dansk flyselskab, kan du også klage til Forbrugerklagenævnet eller til Pakkerejse-Ankenævnet, hvis flyvningen har været en del af en pakkerejse.

Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
 
Dannebrog og EU-flaget

Forbruger Europa tilbyder gratis vejledning til forbrugere om køb i andre EU-lande.

Kan jeg få hjælp hos Forbruger Europa?

Centret er finansieret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og EU-Kommissionen.

Vil du klage til Forbruger Europa?
 
Spørg Emma
 
Tjek hjemmesiden inden du køber
 

Brug Howard til at finde de seriøse hjemmesider og undgå de bedrageriske internethandlende

 
Få nyheder fra Forbruger Europa.