Gå til resume Gå til indhold

Boardingafvisning

Artikel

EU forordningen om flypassagerers rettigheder pålægger flyselskaberne nogle forpligtelser, hvis flyet ikke kan have alle de passagerer med, som er booket og checket ind på flyvningen.

Gå til indhold

Først og fremmest skal flyselskabet spørge blandt passagererne, om der er personer, der frivilligt vil stå af flyet.

Hvis du frivilligt tilbyder at stå af, skal du tilbydes en godtgørelse på vilkår, som du og flyselskabet er enige om. Det er ikke muligt at kræve yderligere kompensation efterfølgende, hvis du har indgået en frivillig aftale, også selv beløbet er lavere, end hvis du ufrivilligt var blevet nægtet boarding. Herudover skal du tilbydes valget mellem at få penge tilbage for billetten inden syv dage, omlægning af rejsen ved førstgivne lejlighed til dit endelige bestemmelsessted eller omlægning af rejsen til dit endelige bestemmelsessted på en senere dato efter dit eget valg, hvis der er ledige pladser.

Kompensation

Hvis der ikke er nok, der frivilligt tilbyder at stå af flyet, kan det ende med, at flyselskabet nægter at tage nogle af passagererne med. Hvis du nægtes at stige ombord på flyet mod din vilje, er du berettiget til en økonomisk kompensation. Beløbet afhænger af, hvor lang en flyvning der er tale om:

  • 250 euro for flyvninger som er 1.500 km eller kortere.
  • 400 euro for flyvninger længere end 1.500 km inden for EU og for alle andre flyvninger på mellem 1.500 og 3.500 km
  • 600 euro for flyvninger, som ikke er omfattet af de to ovenstående punkter.

Hvis du ikke bliver forsinket til din bestemmelsesdestination med mere end henholdsvis to, tre eller fire timer, kan flyselskabet beslutte at halvere din kompensation.

Boardingafvisning mod din vilje

Ved afvisning mod din vilje skal du også tilbydes valget mellem at få penge tilbage for billetten inden syv dage, omlægning af rejsen ved førstgivne lejlighed til dit endelige bestemmelsessted eller omlægning af rejsen til dit endelige bestemmelsessted på en senere dato efter dit eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du har desuden krav på gratis måltider og forfriskninger, der står i rimeligt forhold til ventetiden, og flyselskabet skal sørge for, at du gratis kan give meddelelse om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail.

Hvis det bliver nødvendigt med overnatning på hotel, skal flyselskabet også sørge og betale for det. Desuden skal flyselskabet tage særlige hensyn til personer, der har nedsat bevægelighed og deres eventuelle ledsagepersoner samt til uledsagede børn.

Hvis du vælger at få omlagt din rejse, og flyselskabet tilbyder, at du kan flyve fra en anden lufthavn, skal selskabet betale omkostningerne ved at overføre dig til denne lufthavn.

Erstatning

Du kan også have krav på erstatning hvis boardingafvisningen betyder, at du lider et økonomisk tab, fx på grund af mistet tid på rejsemålet, eller fordi du er nødt til at købe erstatningsbilletter til et forbindelsesfly, som du ikke nåede.

Læs mere om erstatning i afsnittet "Erstatning og kompensation".

Læs om, hvor du kan klage over en boardingafvisning.

Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
 
Dannebrog og EU-flaget

Forbruger Europa tilbyder gratis vejledning til forbrugere om køb i andre EU-lande.

Kan jeg få hjælp hos Forbruger Europa?

Centret er finansieret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og EU-Kommissionen.

Vil du klage til Forbruger Europa?
 
Spørg Emma
 
Tjek hjemmesiden inden du køber
 

Brug Howard til at finde de seriøse hjemmesider og undgå de bedrageriske internethandlende

 
Få nyheder fra Forbruger Europa.