Pakkerejse-Ankenævnet
Pakkerejse-Ankenævnet behandler imidlertid kun klager over flyrejser, som er købt som en del af en pakkerejse, og pakkerejsen skal være arrangeret og/eller købt af en virksomhed i Danmark.
En pakkerejse er et rejsearrangement, der består af mindst to af følgende elementer:
- Transport.
- Indkvartering.
- Anden turistmæssig ydelse, der ikke er knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af rejsen.
Eksempler på kombinationer af de forskellige elementer kunne være en flyrejse med tilhørende hotelophold, en flyrejse og billeje eller en flyrejse og billet til koncert, fodboldkamp eller lignende.
Der er endvidere en betingelse, at disse elementer udbydes eller sælges samlet, og at den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.
Pakkerejse-Ankenævnet kræver, at forbrugeren udfylder et specielt klageskema samt indbetaler et klagegebyr før sagsbehandlingen påbegyndes.
Du kan læse mere om Pakkerejse-Ankenævnet, hvordan du klager til nævnet og gebyret for klagesagsbehandlingen på nævnets hjemmeside.
Forbrugerklagenævnet
De sager, som Pakkerejse-Ankenævnet ikke kan behandle, vil i mange tilfælde kunne behandles i Forbrugerklagenævnet i stedet. Det er dog en forudsætning for Forbrugerklagenævnets behandling af sagen, at der er værneting her i Danmark. Dvs., at sagen efter nogle nærmere regler kan behandles ved en domstol eller et klagenævn i Danmark.
Forbrugerklagenævnet kræver, at forbrugeren udfylder et specielt klageskema samt indbetaler et klagegebyr før sagsbehandlingen påbegyndes.
Du kan læse mere om Forbrugerklagenævnet, hvordan du klager til nævnet og gebyret for klagesagsbehandlingen på Forbrug.dk.
Såfremt din klage ikke passer ind under hverken Pakkerejse-Ankenævnet eller Forbrugerklagenævnet, eller såfremt du er i tvivl, kan du kontakte Forbruger Europa.
Vi vil kunne rådgive om det videre forløb og hjælpe dig med at få din sag behandlet i et andet EU-land, hvis det viser sig, at sagen skal behandles der.
Hvis du ønsker at klage til Forbruger Europa, beder vi dig udfylde vores klageformular.