Gå til resume Gå til indhold

Askeskyen - Hvad har du krav på?

Artikel

Mange forbrugere har fået rejser aflyst som følge af den islandske askesky over Europa. I dette afsnit beskriver vi, hvad du har krav på i disse situationer.

Gå til indhold

EU Forordningen om flypassagerers rettigheder pålægger flyselskaberne nogle forpligtelser, hvis et fly bliver aflyst.

Reglerne gælder for flyvninger internt i EU, flyvninger med afgang fra et EU-land, og flyvninger fra et tredjeland til et EU-land i det omfang flyvningen foregår med et EU-luftfartsselskab.

Hvis flyselskabet aflyser en afgang, skal du tilbydes valget mellem:

  • at få penge tilbage for billetten inden syv dage samt eventuelt en returflyvning til første afgangssted ved førstgivne lejlighed.
  • omlægning af rejsen ved førstgivne lejlighed til dit endelige bestemmelsessted, eller
  • omlægning af rejsen til dit endelige bestemmelsessted på en senere dato efter dit eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du skal desuden tilbydes gratis måltider og forfriskninger, der står i rimeligt forhold til ventetiden og flyselskabet skal sørge for, at du gratis kan give meddelelse om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail.

Hvis omlægning af rejsen betyder, at du først kommer af sted dagen efter eller flere dage efter det planlagte afgangstidspunkt, skal du også tilbydes gratis overnatning på hotel samt transport til og fra lufthavnen.

Hvis du vælger at få omlagt din rejse, og flyselskabet tilbyder, at du kan flyve til en anden lufthavn, skal selskabet betale omkostningerne ved at overføre dig til den lufthavn, som reservationen blev foretaget til eller til et andet nærliggende bestemmelsessted efter aftale. Skal du flyve til København, men tilbyder flyselskabet en afgang til Malmø, skal flyselskabet med andre ord normalt betale for transporten fra Malmø til København.

Flyselskabet har pligt til på skrift at orientere hver enkelt passager berørt af en aflysning om reglerne ovenfor.

Valget mellem refusion af flybilletten og omlægning af rejsen

Som nævnt ovenfor skal du i tilfælde af en aflysning af dit fly tilbydes valget mellem at få pengene tilbage for din billet eller at få rejsen omlagt.

Refusion af flybilletten vil formentlig typisk være interessant, hvis du endnu ikke er rejst hjemmefra, og hvor du som følge af aflysningen ikke længere ønsker at komme på den pågældende rejse. Refusion kan også være relevant, hvis det er hjemturen, der er blevet aflyst, og hvor du selv finder en måde at komme hjem på, der er billigere end flybillettens pris.

Er du kommet hjem med alternativ transport og har udgifterne til hjemrejsen været højere end flybillettens pris er det imidlertid ikke refusion af flybilletten, du skal vælge. I så fald kan du med fordel gå frem efter reglerne om omlægning af rejsen og dermed kræve refusion for dine udgifter til hotel, forplejning og den alternative transport.

Mange forbrugere har oplevet, at det ikke har været muligt at komme i kontakt med flyselskabet vedrørende omlægning af rejsen og har på et tidspunkt valgt selv at arrangere en alternativ hjemrejse med andre transportmidler. Også i denne situation må det formodes, at du efterfølgende kan kræve udgifterne til den alternative hjemrejse dækket i det omfang udgifterne ikke har været uforholdsmæssige.

Kompensation

Som udgangspunkt har du i tilfælde af en flyaflysning også krav på en økonomisk kompensation på mellem 250 og 600 euro afhængig af rejsens længde.

Du kan dog bl.a. ikke få kompensation, hvis aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder så som ekstraordinære vejrforhold. Det må antages at du ikke vil være berettiget til økonomisk kompensation, hvis aflysningen skyldes askeskyen.

Erstatning

I nogle situationer kan du også have et erstatningskrav, hvis aflysningen betyder, at du lider et økonomisk tab, fx på grund af mistet tid på rejsemålet, hvis du har haft udgifter til hotel, billeje eller andet, som du ikke kan gøre brug af som følge af en aflysning, tabt arbejdsfortjeneste og lign.

Sådanne erstatningskrav kan du formentlig heller ikke gøre gældende i det omfang aflysningen skyldes askeskyen, da der er tale om forhold uden for flyselskabets kontrol.

Hvis du har spørgsmål

Har du spørgsmål til din situation, som du ikke finder svaret på ovenfor, er du velkommen til at sende os en mail med dit spørgsmål eller ringe på telefon 32 66 90 00 og spørge efter Forbruger Europa.

Sådan klager du

Læs hvordan du bærer dig ad med at få din ret

Særligt om pakkerejser

Har du ikke alene købt flybilletter, men en pakkerejse gælder reglerne ovenfor stadig, men herudover kan du finde yderligere oplysninger om, hvad du har krav på, en klagevejledning og et udkast til et klagebrev i materiale udarbejdet af EU-Kommissionen.


Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
 
Dannebrog og EU-flaget

Forbruger Europa tilbyder gratis vejledning til forbrugere om køb i andre EU-lande.

Kan jeg få hjælp hos Forbruger Europa?

Centret er finansieret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og EU-Kommissionen.

Vil du klage til Forbruger Europa?
 
Spørg Emma
 
Tjek hjemmesiden inden du køber
 

Brug Howard til at finde de seriøse hjemmesider og undgå de bedrageriske internethandlende

 
Få nyheder fra Forbruger Europa.