Reklamationsret ved fejl og mangler

Har du købt en vare, der efterfølgende viser sig at være fejl ved, så har du forskellige rettigheder ved reklamation.

Når du handler med sælgere i EU, har du altid mindst to års reklamationsret. Konstaterer du mangler ved din vare senest to år efter, at du fik varen leveret, har du som forbruger ret til:

  • Reparation af fejlen
    eller
  • Ombytning af varen til en ny tilsvarende vare

Er der væsentlige mangler ved din vare, kan du have ret til blandt andet

  • Et afslag i prisen (en del af købesummen tilbagebetalt)
  • Ophævelse af købet (hele købesummen tilbagebetalt)

Du skal reklamere til sælgeren

Du skal altid først klage til sælger, og du kan som udgangspunkt kun klage til producenten, hvis de har givet dig en garanti.

Klagefrister

Du skal hurtigst muligt klage til sælger, når du opdager manglen ved varen. I nogle lande mister du dine rettigheder, hvis der går mere end to måneder, fra du opdager manglen, til du reklamerer.

Sælgeren skal betale fragt ved reklamation

Det er sælger, der skal betale for udgifterne til forsendelse ved reklamation.

Har du fortrudt købet, er det dig, der skal betale forsendelsesomkostningerne, når du returnerer varen.

Få hjælp til din klage

Du kan klage til Forbruger Europa, hvis det ikke er muligt at finde en løsning med sælger om din reklamation.

Gode råd

  • Klag til sælger, hvis varen har en fejl, som du ikke er ansvarlig for
  • Gør sælger opmærksom på, om du ønsker afhjælpning, ombytning, afslag i prisen eller ophævelse
  • Gem din kvittering for fragt

Læs mere:

Sidst opdateret: 28. juli 2016

Kunne du bruge siden?