Gå til resume Gå til indhold

Fortrydelsesret ved køb på nettet

Artikel

Når du handler på nettet, kan du fortryde købet. Regler om fortrydelsesret er forskellige for køb af en vare og køb en tjeneste. Bliv klogere vilkårene for fortrydelse.
Gå til indhold

Du har 14 dages fortrydelsesfrist, når du har købt en vare på nettet. De 14 dage løber fra den dag, du får varen leveret.

Det er vigtigt, du oplyser sælgeren om, at du gør brug af din fortrydelsesret, når du returnerer varen, så de ikke tror, du sender varen retur på grund af en fejl. 

Du har som udgangspunkt også 14 dages fortrydelsesfrist, når du har købt en tjenesteydelse på nettet, fx lejer et hotelværelse eller en bil, får foretaget en tandlægebehandling, eller bliver medlem af en datinghjemmeside.  Fristen på 14 dage løber fra den dag, du indgår aftalen. Når du fortryder købet, er det vigtigt, at du tydeligt oplyser det til sælgeren.

Fortryde køb af varer

Når du har købt en vare på nettet, må du som udgangspunkt gerne prøve varen og undersøge den på samme måde som ved et køb i en almindelig butik.

Hvis du har beskadiget varen, mister du ikke din fortrydelsesret, men du må forvente, at du kun får en del af dine penge tilbage.

På plomberede og forseglede varer, fx lyd- billedoptagelser eller plomberet computersoftware, kan du miste fortrydelsesretten, hvis du bryder forseglingen eller plomberingen.

Læs mere: Reklamationsret ved fejl og mangler 

Vilkår for at sende varer retur

Når du fortryder et køb, er du ansvarlig for varen, indtil sælgeren har modtaget den. Hvis din vare bliver skadet eller forsvinder under transporten tilbage til sælgeren, kan du som udgangspunkt ikke få dine penge tilbage. Du kan evt. rette et krav mod transportselskabet.

Du har ret til at få dine penge tilbage senest 14 dage efter, at sælgeren har modtaget varen retur eller har modtaget dokumentation for, at varen er afsendt.

Gode råd ved køb af varer

  • Vær opmærksom på, om sælgeren beder dig acceptere, at din fortrydelsesret bortfalder
  • Send en tydelig meddelelse om din fortrydelse til sælgeren senest 14 dage efter, du har bestilt tjenesten

Fortryde køb af tjenester

Der er mange sælgere, der vælger først at levere en tjeneste efter 14 dage, når fortrydelsesfristen er udløbet. Gør sælgeren det, kan du ikke fortryde købet. Du kan i udgangspunktet ikke fortryde køb af en tjeneste, hvis du er begyndt at bruge den, fx kan du ikke fortryde abonnement til datinghjemmeside, hvis du har oprettet en profil.

Du kan aftale med sælgeren, at tjenesten leveres inden udløbet af de 14 dage, og at din fortrydelsesret bortfalder, når tjenesten er leveret.  Vælger du alligevel at fortryde købet, kan sælgeren opkræve betaling for det, der allerede er leveret, hvis I har aftalt dette.  

Leverer sælgeren tjenesten inden udløbet af de 14 dage, og har I ikke indgået en aftale om at fortrydelsesretten bortfalder, kan du fortryde købet uden at sælgeren kan opkræve betaling.

Køber du digitalt indhold, kan du aftale med sælgeren, at fortrydelsesretten bortfalder, så snart sælgeren begynder at levere tjenesten. Digitalt indhold er fx køb af musiknumre eller en App til din smartphone eller tablet.

Læs mere: Garantier

Gode råd ved køb af tjenester

  • Vær opmærksom på, om sælgeren beder dig acceptere, at din fortrydelsesret bortfalder
  • Send en tydelig og klar meddelelse om din fortrydelse til sælgerenen senest 14 dage efter, du har bestilt tjenester

Få hjælp til din klage

Du kan klage til Forbruger Europa, hvis sælgeren ikke vil lade dig fortryde købet.



Sidst opdateret:   11. december 2014
 
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
  • Del Del