I Danmark
I Danmark kan du som forbruger lovligt både købe og bruge kopivarer. Du kan også frit medbringe kopivarer til eget brug til Danmark efter en rejse til et andet EU-land.
Hvis rettighedshaveren mener, at forsøget på at indføre kopivarerne er sket erhvervsmæssigt og dermed ulovligt, kan han vælge at anlægge en retssag imod dig og kræve konfiskation og erstatning. Ønsker rettighedshaveren ikke at anlægge retssag, får du varen udleveret igen. Det er domstolene, der vurderer om indførslen er sket erhvervsmæssigt.
Du skal også være opmærksom på, at der kan gælde andre regler, hvis du tager en kopivare købt i Danmark med over grænserne til et andet EU-land, jævnfør afsnittet nedenfor.
I andre EU-lande
I flere EU-lande findes der væsentlig strengere regler end i Danmark. I nogle lande risikerer du store bøder, hvis du køber en kopivare, eksempelvis i Italien, og dette uanset om du ved, at det er ulovligt eller ej, og uanset om du har købt varen på gaden, på et stort marked eller i en butik.
Også i Frankrig og Portugal er det ulovligt at købe og bruge kopivarer.
Det er derimod lovligt at købe og bruge kopivarer i Bulgarien, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland. I Polen er det lovligt at købe og bruge kopivarer, du vil dog kunne få en bøde ved at bruge kopivarer som for eksempel film og musik DVD’er og computerspil.
I flere lande er det også ulovligt at bruge kopivarer, uanset om varerne måske er købt lovligt i et andet land. Inden du rejser ud i Europa, skal du derfor være opmærksom på, om du medbringer kopivarer.
Giv din vurdering af denne side