Nogle af fordelene ved småsagsprocessen frem for en "almindelig retssag" er:
- At sagen kan behandles hurtigere og mere smidigt end en "almindelig retssag".
- At retten varetager forberedelsen af sagen, hvorfor det ikke er nødvendigt med advokatbistand.
- At fremmøde i retten som udgangspunkt kun er nødvendigt én gang – ved selve domsforhandlingen.
- At det er billigere at føre en sag under småsagsprocessen.
Hvilke sager?
Småsagsprocessen kan anvendes på sager, hvis værdi ikke overstiger 50.000 kr., svarende til ca. 6.700 euro. Renter og omkostninger medregnes ikke i sagens værdi.
Det er en forudsætning, at modparten bestrider dit krav. Er der ikke uenighed om kravets beståen, men alene problemer med at få modparten til at opfylde kravet, bør du i stedet benytte den forenklede inkassoprocedure (www.domstol.dk).
Retssager mellem en forbruger og en erhvervsdrivende skal som udgangspunkt køre efter småsagsprocessen. Processen kan fravælges ved aftale mellem parterne efter tvistens opståen, men ikke ved forudgående aftale.
Da forberedelsen og processen er væsentligt forenklet i forhold til en almindelig retssag, kan retten dog beslutte, at en konkret sag ikke egner sig til behandling under småsagsprocessen og overføre den til almindelig proces.
Anlæggelse af en sag
Du anlægger en sag ved at udfylde en stævningsformular, som du finder på www.domstol.dk, og indsende den til den kompetente byret. I almindelige forbrugersager vil det typisk være ved din egen lokale byret. Formularen er en standardblanket, der ud over oplysninger om parterne i sagen blot skal indeholde en kort fremstilling af de faktiske og retslige omstændigheder.
Sagens gang
Når retten modtager sagen, sender den en kopi af stævningen og en svarblanket til den sagsøgte, som så skal svare retten inden en nærmere angiven frist.
Hvis der er behov for yderligere oplysninger til sagen, kan retten kontakte parterne telefonisk eller skriftligt.
Retten skal under sagens forberedelse vejlede parterne, men retten er altid upartisk.
Når retten vurderer, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, udarbejdes en fortegnelse over parternes påstande, argumenter og beviser. Fortegnelsen sendes til begge parter, som har mulighed for at komme med supplerende bemærkninger. Giver disse ikke anledning til yderligere korrespondance, fastsætter retten en dato for domsforhandlingen.
Begge parter skal møde op til domsforhandlingen, som normalt ikke forventes at vare mere end en-to timer.
Retten afsiger normalt dom senest 14 dage efter domsforhandlingen.
Advokatbistand og sagsomkostninger
Da retten varetager forberedelsen af sagen og skal vejlede parterne, vurderes det unødvendigt med advokatbistand fra sagens anlæggelse. Vælger du alligevel at få en advokat til at hjælpe dig med at anlægge og forberede sagen, må du derfor selv afholde udgifterne hertil. Omvendt risikerer du så heller ikke at komme til at betale omkostninger til modpartens advokater forud for forberedelsens afslutning, hvis du taber sagen.
Hvis en eller begge parter ønsker at være repræsenteret af en advokat under selve domsforhandlingen, kan advokaten inddrages, når retten sender fortegnelsen omtalt ovenfor. Udgifterne hertil skal den part, der taber sagen, betale. I Danmark skal den tabende part som hovedregel betale både egne og den vindende parts omkostninger.
Der er fastsat faste takster for omkostningerne til en advokats medvirken ved en småsagsproces. På nuværende tidspunkt får en advokat 2.700 kr. for sager, der ikke tager mere end en time i retten, 4.000 kr. hvis sagen tager to timer og 6.000 kr., hvis den tager tre timer.
Vedrører sagen et forholdsvist lavt beløb, er salærtaksterne endnu lavere – 1.500 kr. hvis kravet er mindre end 5.000 kr. og 2.500 kr., når kravet er mellem 5.000 og 10.000 kr.
Småsagsprocessen for udlændinge
I henhold til retsplejeloven kan retterne i Danmark behandle sager på alle nordiske sprog. Skulle det blive nødvendigt, sørger retten for oversættelse og tolkning.
For at kunne anvende småsagsprocessen skal begge parter have en postadresse i Danmark. Det betyder, at sagsøger skal kunne modtage post på en adresse i Danmark, men han behøver ikke at være bosat her.
Da de dokumenter, retten sender, kan have afgørende betydning for sagen, anbefaler vi, at en udenlandsk sagsøger nøje overvejer, hvem der kan optræde på hans vegne. Det kan være hensigtsmæssigt, at det er en advokat. Man skal dog være opmærksom på, at omkostninger til en advokat til sagens forberedelse ikke kan pålægges modparten, hvis denne taber sagen (se ovenfor). Disse omkostninger dækkes heller ikke af fri proces. Du kan læse mere om fri proces på domstol.dk.
Læs om den europæiske småsagsproces.