Sådan håndterer du en faktura:
- Reager skriftligt.
- Bed om en bekræftelse på, at du slettes som kunde, og at kravet slettes.
- Anmod om dokumentation for kravet, hvis sælger fastholder aftalen.
- Betal ikke blot regningen for at få fred.
- Bliv ved med at reagere på henvendelser fra sælger eller inkassobureau.
Hvis du modtager en regning for en vare, du ikke har bestilt og heller ikke har fået leveret, skal du kontakte den erhvervsdrivende hurtigst muligt. Det værste du kan gøre, er ikke at gøre noget.
Kontakt sælger skriftligt
Kontakt sælgeren skriftligt og gør opmærksom på, at der må foreligge en fejl, da du hverken har bestilt eller modtaget den pågældende vare. I det første brev kan du også bede sælger bekræfte, at du slettes fra deres kundekartotek, og at kravet slettes.
Hvis sælger fastholder sit krav, anbefaler vi, at du beder sælger dokumentere, at du har bestilt det, og at varen skulle være blevet leveret.
Et print fra sælgerens kundekartotek eller en kopi af en talon med en underskrift er ikke nødvendigvis dokumentation for, at netop du har udfyldt en bestillingsformular.
Politianmeldelse
Nogle erhvervsdrivende mener, at forbrugere, der modtager varer, de ikke har bestilt, er udsat for bedrageri og derfor skal anmelde dette til politiet. Kun hvis forbrugeren foretager en anmeldelse og fremsender kopi af politirapporten, vil den erhvervsdrivende slette forbrugeren fra sit kundekartotek og frafalde kravet.
Det er vores vurdering, at forbrugerne ikke har pligt til at gøre dette. For det første er det ikke forbrugeren, der er udsat for bedrageri, og vi mener heller ikke man kan pålægges at foretage politianmeldelse.
Modtager du en faktura og derefter måske også rykkere, kan det være fristende bare at betale, for at få sagen ud af verden, eller fordi du bliver skræmt af trusler om rykkergebyrer og inkasso. Vi fraråder imidlertid, at du betaler, hvis du ikke mener, at du har bestilt varen. Betaling vil nemlig som udgangspunkt signalere til sælger, at du er enig i at skylde pengene og dermed også, at du mener at have indgået en aftale. Er der tale om et abonnement, vil forsendelserne og fakturaerne blot fortsætte herefter.
Vil du vide mere om, hvor du kan klage?
Sidst opdateret:
20. januar 2010