Gå til resume Gå til indhold

Hvis du fortryder købet

Artikel

Når du som forbruger handler over internettet med en erhvervsdrivende inden for EU, har du normalt ret til at fortryde dit køb. Dvs., at du må returnere varen og få dine penge igen uden at skulle give en grund. Fortrydelsesretten gælder både for varer og tjenesteydelser.

Gå til indhold

Du har fortrydelsesret uanset hvilket EU-land, du handler i, men reglerne varierer fra land til land. I nogle tilfælde er du beskyttet af de danske regler, og i andre tilfælde, gælder lovgivningen i sælgers hjemland. Du er bl.a. beskyttet af de danske regler, hvis sælger har markedsført sig mod det danske marked. Det vil være en konkret vurdering, om sælger har markedsført sig mod det danske marked, men indikatorer er dansksproget hjemmeside, priser i danske kroner og levering til Danmark.

Hvor længe kan du fortryde?

I Danmark er fristen for at fortryde 14 dage, men når du handler på en udenlandsk hjemmeside, er det ofte sælgers lands lov, der gælder. Fristen kan dog ikke blive kortere end syv hverdage, fra du har modtaget varen. Hvis du vil vide, hvor lang fortrydelsesfristen er i et andet EU-land, finder du svaret i vores oversigt over fortrydelsesfrister i de enkelte EU-lande.

Hvis sælger har markedsført sig mod det danske marked, er du beskyttet af de danske regler, og så er fristen 14 dage fra modtagelsen.

I nogle tilfælde kan fortrydelsesfristen dog være på helt op til tre måneder. Se afsnittet nedenfor om sælgers oplysningspligt.

Hvordan fortryder du?

Hvis du har købt en vare via internettet og efterfølgende ønsker at gøre brug af din fortrydelsesret, skal du sende varen retur til sælger inden for fortrydelsesfristen. Når du fortryder et køb, skal du selv betale for returfragten. Til gengæld har du krav på at få købesummen samt eventuelle leveringsomkostninger refunderet inden 30 dage.

I dansk ret accepteres det også at gøre sin fortrydelsesret gældende ved at undlade at modtage varen, når den bliver leveret hos dig, men husk at det stadig er dig, der skal betale for returneringen.

Hvis du har sendt varen retur til sælger rettidigt og den – uden at det er din skyld - bliver beskadiget eller bortkommer under transporten, bevarer du din fortrydelsesret. Det er derfor vigtigt, at du får en datostemplet kvittering, for at du har sendt varen.

Det er dig, der skal bevise, at du har afsendt varen til sælger, og det er derfor en god ide, hvis du på posthuset sørger for at få en kvittering herfor. Du kan få mere at vide om de forskellige muligheder hos Post Danmark.

Har du købt en tjenesteydelse, skal du blot give sælger besked om, at du ønsker at fortryde inden for fristen. Det kan du for eksempel gøre i en e-mail.

Sælgers oplysningspligt

Når du køber varer og tjenesteydelser på nettet, har sælger en vis oplysningspligt. For de fleste køb skal sælger senest ved leveringen oplyse dig om følgende:

  • Sit navn, hovedaktivitet og en fysisk adresse, som du kan klage til.
  • Varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber.
  • Den samlede pris.
  • Vilkår for betaling, levering, eventuel opsigelsesperiode m.m.
  • Hvorvidt der er fortrydelsesret – både hvis der er og hvis der ikke er - samt betingelserne herfor.

Oplysningerne skal du have skriftligt – enten på papir eller i en e-mail.

Hvis du har fået disse oplysninger korrekt, løber fortrydelsesretten fra du modtager varen eller fra aftalen om køb af en tjenesteydelse indgås. I modsat fald løber den først fra du modtager oplysningerne, dog maksimalt tre måneder efter varens levering eller tjenesteydelsesaftalens indgåelse.

Begrænsninger i fortrydelsesretten

Fortrydelsesretten gælder ikke for alle typer af køb og heller ikke alle typer af varer og ydelser. Der kan også være tilfælde, hvor du som udgangspunkt har ret til at fortryde, men hvor retten bortfalder, eller hvor du og sælger kan aftale, at den skal være kortere.

For at du har en lovmæssig ret til at fortryde, skal du have indgået en såkaldt fjernsalgsaftale. Dvs., at aftalen indgås uden at du og sælger mødes fysisk. Hvis du derfor kun opnår kontakten med sælger via internettet, men tager til hans forretningssted og køber varen, har du ikke fortrydelsesret. Køber og betaler du for varen på internettet, men afhenter varen hos sælger, har du imidlertid fortrydelsesret, da det afgørende er, at aftalen er indgået på internettet.

Har du købt en tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles specielt til dig, har sælger mulighed for at aftale med dig, at fortrydelsesfristen bortfalder, når sælger påbegynder arbejdet, hvorved fortrydelsesperioden i nogle tilfælde bliver kortere end de 14 dage.

Nogle varer og ydelser er der slet ikke fortrydelsesret på. Det gælder fx hotelophold og andet logi, transport eller billetter til arrangementer så som koncerter, teater og sportsbegivenheder. Sammenfattende kan man sige ydelser, som er knyttet til tid og sted. I disse tilfælde er du normalt bundet af aftalen, og du skal derfor typisk betale for hotelophold eller togbilletter, du har bestilt, selvom du bliver forhindret i at udnytte dem.

Fortrydelsesretten gælder heller ikke for udbringning af fødevarer.

For så vidt angår musik, film eller software, kan din fortrydelsesret bortfalde, hvis du bryder emballagen/en eventuel plombering. I Danmark har en sælger imidlertid pligt til udtrykkeligt at gøre dig opmærksom på denne konsekvens af at bryde emballagen/plomberingen.

Endelig bevarer du kun din fortrydelsesret i det omfang, du kan tilbagelevere varen i væsentlig samme stand og mængde, som da du modtog den.

De andre EU-lande kan have regler omkring fortrydelsesretten, som afviger fra de danske regler, og det er derfor en god ide at undersøge betingelserne for fortrydelsesretten, før du handler.

Fortrydelsesretten har ingen indflydelse på din reklamationsret, og du kan selvfølgelig altid klage over mangler ved varen eller ydelsen.

Oprettet:   25. januar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Tip en ven Tip en ven
 
Dannebrog og EU-flaget

Forbruger Europa tilbyder gratis vejledning til forbrugere om køb i andre EU-lande.

Kan jeg få hjælp hos Forbruger Europa?

Centret er finansieret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og EU-Kommissionen.

Vil du klage til Forbruger Europa?
 
Spørg Emma
 
Tjek hjemmesiden inden du køber
 

Brug Howard til at finde de seriøse hjemmesider og undgå de bedrageriske internethandlende

 
Få nyheder fra Forbruger Europa.